Galleri 2019

 

I starten af juli 2019 var jeg i København med min veninde Pia. På Strøget fandt vi en butik, som nok er meget kendt i Danmark - nemlig Det Gamle Apotek. Man forbinder den nok mest med Tønder, men nu har de også en afdeling i København. Der er en lille juleafdeling på første sal, som er begyndt at vokse. Det er nemlig meningen, at den skal være større, end den var, da jeg så den.

 

Ligeledes i København besøgte vi julebutikken "Danish Art & Christmas Shop", som ligger i Knabrostræde, der er en sidegade til Strøget. Jeg besøgte denne herlige julebutik i 2016, og jeg kan virkelig anbefale et besøg. Her er jul på alle mulige måder.

 

I september var jeg en tur omkring den tyske grænse for at shoppe lidt. Denne gang valgte jeg grænsen ved Tønder, så jeg kunne komme omkring Det Gamle Apotek. Det er altid dejligt at komme ned i deres kælder, hvor der kun er jul, jul og atter jul. Ved denne lejlighed fik jeg lige købt mandelgaven til 2020. Det gode er, at når jeg køber den året før, har jeg glemt alt om, hvad der er i pakken. Det er jo dejligt, hvis jeg skulle være så heldig selv at få den. Det Gamle Apotek er altid et besøg værd. De har mange forskellige ting udover deres julekælder, og så er betjeningen helt i top. De er altid så søde, dem der arbejder det.

 

I september var jeg en tur omkring Blokhus Lys, der ligger i Hune en kilometer fra Blokhus. Ligesom Det Gamle Apotek i Tønder har de også en permanent juleafdeling. Uanset på hvilket tidspunkt af året man kommer, vil man se besøgende i juleafdelingen, så selvom mange siger, at det er for tidligt, så kan man åbenbart alligevel ikke helt holde sig væk. Udover deres juleafdeling har de også en del i brugskunst, og så er der en afdeling, hvor man selv kan støbe lys. Jeg prøvede det faktisk selv for en hel del år siden, og på daværende tidspunkt kunne jeg ikke forudse, at lysestøbning skulle blive mit levebrød i flere år, hvor jeg arbejdede hos Hougaard Lys i Aalborg. Dette støberi med butik eksisterer desværre ikke mere.

Man føler sig altid så velkommen hos Blokhus Lys, og de ansatte møder altid en med et smil og gerne en lille snak.

Deres store julemand afgik desværre ved døden i 2018, så nu er der "kun" den lille julemand, som ses her på billedet, til at synge for dig.

 

Ved siden af Blokhus Lys ligger Klarborg Nisser, og man kan ikke besøge Blokhus Lys uden at gå en tur ind til Klarborg Nisser eller omvendt. Det, der slår mig hver eneste gang, jeg besøger Klarborg Nisser, er, hvor gennemført hele butikken er. Opstillingen er simpelthen fantastisk. Der er virkelig tænkt på detaljerne. Det er lige før, at det virker mere som en udstilling end en egentlig butik. Så snyd ikke dig selv for denne oplevelse. Jeg er i øvrigt nød til at skulle tilbage til butikken snart, da der er et sæt nisser, som jeg ikke kan leve uden, og dette sæt var desværre udsolgt, da jeg var der. Det eneste lille problem er, at jeg faktisk ikke længere kan huske, hvordan de så ud. Men mon ikke det dukker op igen, når jeg står i butikken.

 

Fra min veninde Johanne i Canada har jeg modtaget disse to billeder fra en canadisk butik

 

Søndag den 13. oktober var weekenden, hvor Plantorama åbnede deres juleafdeling, og de skuffede som sædvanlig ikke. Der var jul her og der og alle vegne. Jeg var i afdelingen i næsten 1½ time, og jeg kan ikke få nok af alle deres herlige ting. Ikke nok med at de har meget forskelligt julepynt, de forstår også at sætte det hele op, så man ikke andet kan blive i godt humør og finde inspiration. Snyd ikke dig selv for denne oplevelse, hvis du har mulighed for at besøge Plantorama. I øvrigt kan jeg fortælle om en lille sød oplevelse, jeg havde i Plantorama. Jeg gik bag ved en mor med en datter på ca. 4-5 år. Pludselig hører jeg datteren sige: "Nøj mor, det er jul". Så kan man ikke lade være med at trække på smilebåndet.

 

Lørdag den 23. november 2019 havde vi vores årlige julemarked her i Bonderupgård, hvor jeg bor. Her er nogle billeder af boderne. Jeg gør lige opmærksom på, at næste års julemarked løber af stablen lørdag den 21. november.

 

Den 1. december var vi tre, der kørte til Børglum Kloster i Nordjylland. Her er der et årligt julemarked, og her er der nogle stemningsbilleder.

 

Onsdag den 4. december tog jeg sammen med Jan til Gøteborg, hvor vi var til søndag den 8. december, så billederne er fra alle dage. Jeg elsker Gøteborg i julemåneden, og jeg kan varmt anbefale, at man tager derover nogle dage. Hvis man gerne vil derover i julemåneden og aldrig har været der før, så send mig en mail og jeg skal gerne være behjælpelig med god overnatning, spisesteder og seværdigheder. Her er først nogle billeder fra mit højtelskede Liseberg.

Vi besøgte også Kronhuset, der er Gøteborgs ældste bygning. Den er en seværdighed i sig selv. Her er der dagligt julemarked.

I Kronhuset står blandt andet Annika Niering-Ranman, der laver de smukkeste keramikting, både juleting og helårsting. Jeg køber altid et eller andet hos hende. Det er virkelig kvalitetsarbejde, hun laver. Her er et lille udpluk af hendes keramik. Læg især mærke til hendes nissesnapseglas i det første billede. Nissen står med hænderne i vejret, og hvis man vender ham om, så er han blevet til et snapseglas. Sjov ide.

Ved siden af Kronhuset ligger der en butik for enhver slikmund. Her er alt i håndlavet chokolade, bolsjer m.m. Det er meget fristende, også for en diabetiker som mig. Det skal dog siges, at de også sælger forskelligt til diabetikere, så os har de også tænkt på.

Der var også tid til at besøge Palmehuset i den Botaniske Have. Det er et hyggeligt sted at besøge (der er gratis entre), og man bliver fyldt med en ro, når man går rundt derinde. Det man hører mest er faktisk et springvand.

Fredag eftermiddag, da det var begyndt at blive mørkt, var der korsang i form af "Det Levende Juletræ". Som man kan se, står sangerne på et stillads, der skal illudere et juletræ. Her er det Gøteborgs Lucia Kor, der synger.

På næste billede ser man et hotel, der er "pakket" ind som en gave. Hotellet ligger tæt ved centralstationen.

På centralstationen finder man disse figurer.

Denne gris fandt jeg ved noget nybyggeri. Jeg er ikke helt klar over, om den henviser til dem, der bor i dette nybyggeri eller ej, men sjov er den da.

Om lørdagen var det mit yndlingskor af dem alle, der optrådte. Det er efterhånden mange år siden, jeg hørte dem første gang, og de var som altid rigtig, rigtig gode. Det er i øvrigt tydeligt, at vi her taler om et kor, der rigtig hygger sig med at synge. De udgav for en del år siden en Cd, som jeg selvfølgelig har. Jeg kunne dog godt ønske mig, at de lavede en ny.

 

I år havde Aalborg Zoo for første gang lys i forbindelse med juletiden. Det var rigtig flot og et besøg værd. Det viste sig faktisk at være så stor en succes, så på åbningsdagen havde de ca. 4.000 gæster. Det er et flot tal. Zoo har allerede været ude med, at i 2020 bliver det endnu flottere. De har jo nok fået nogle nye og anderledes ideer, og desuden skal de jo starte et sted. Så jeg glæder mig til at se de i 2020. Det skal lige siges, at da det jo havde åbent fra kl. 16 til 21, var dyrene blevet puttet, således, at de ikke blev stresset over, at vi gik rundt efter mørkets frembrud.

Selv en julemand havde de sørget for, og selvfølgelig måtte jeg lige fotograferes med ham.

 

Der er også blevet tid til et besøg i Skulpturparken i Hune. Det hed i øvrigt "Magisk Jul". Hold da helt op, hvor var det flot. Jeg tror aldrig, at jeg har set så mange lys på så lille et område. Det var fantastisk flot, og jeg må tilbage igen i 2020. Vi spiste aftensmad i restauranten. Jeg fik et stjerneskud. Det var OK, men ikke den store oplevelse. Fisken var friturestegt og ikke pandestegt. For mig er det kun grillbarer, der har lov til at servere en friturestegt fisk - restauranter skal pandestege dem. Men det er selvfølgelig bare min holdning. Det ødelagde dog ikke den store oplevelse det var at gå rundt i parken. Næste år vil jeg dog vælge at spise et andet sted.

 

Tilbage til Galleri