Alfernes jul

 

 

Hvert efterår kan man om morgenen se lange, fine tråde, som edderkopperne har spundet. De flyver hen over markerne, de strækker sig fra kvist til kvist på buske og hække, undertiden er de helt fulde af glimtende dugdråber, undertiden er de kun som hårfine silketråde.

 

Folk kalder dem "den flyvende sommer", for med dem flyver sommeren bort fra landet.

 

Men ved I, hvem der også flyver bort med spindelvævstrådene?

 

Det gør de små alfer, der sommeren igennem har leget og arbejdet i skove og haver, har malet træernes blade og engens græs grønt og blomsterne røde og blå. De små alfer, som nu ikke længere kan klare sig i deres tynde kjoler af blomsterblade og spindelvæv, af solstråler og måneglans.

 

Nu bliver det koldt og blæser, det er efterår.

 

"Vi skal hjem til Alfeland!" siger alferne en nat, og så flyver de af sted i tusindvis med de lange spindelvævstråde, til de når deres skønne hjemland, hvor der altid hersker yndig sommer.

 

Men et efterår skete det, at en hel flok småalfer havde danset så længe og ivrigt, at de blev dødtrætte og puttede sig ned under nogle visne blade.

 

"Her er lunt, kom her!" sagde de til nogle af deres venner og de faldt snart i søvn.

 

Rimeligvis var de så trætte, at de ikke hørte signalet til bortrejsen, for i de næste dage fløj alferne hjem, og da de små stakler vågnede og krøb ud fra de lune blade, var de ganske forladte.

 

"Hvordan skal vi dog komme hjem," jamrede nogle.

 

"Vi fryser ihjel her på jorden," sagde andre.

 

"Kan vi da slet ikke komme hjem?" spurgte nogle.

 

Men der var intet at gøre. Ikke en eneste spindelvævstråd var tilbage.

 

Nå, alfer er heldigvis ikke så hjælpeløse, og de forstod snart, at det ikke nyttede at klage. De fik travlt med at indrette sig for den kommende vinter. De byggede et lille hus af kviste og strå, tættede det med mos, samlede nødder og bær, som de kunne spise i vintertiden, og så søgte de at indrette sig på bedste måde.

 

Det blev koldere og koldere, alferne kunne næsten ikke forlade deres lille hus, og en nat begyndte det at sne.

 

Nu turde de slet ikke vove sig ud. De sad og krøb sammen og talte med sagte stemmer om, hvor dejligt der var hjemme i Alfeland, og hvor skrækkeligt der var på jorden om vinteren.

 

Men så hørte de lige med ét stemmer.

 

"Jeg ønsker mig en dukke og en dukkeseng," sagde en pigestemme, "og en ny bold og et par laksko og et silkeskærf og ..."

 

"Ja, du ønsker dig så meget, men ved du, hvad jeg ønsker? Et par skøjter og en æske tinsoldater og en tromme og den bog om sørøverne og ..."

 

Alferne kunne ikke lade være at smutte ud af deres hus og se på dem, som talte. Det var en lille dreng og en lille pige, som sad i sneen tæt ved, ja, de sad på kælk, for de havde været en lang tur ude at kælke på skovbakkerne.

 

"Men hvem skal give os alt det?" spurgte pigen.

 

"Det skal julemanden naturligvis," svarede drengen. "Julemanden kommer kun én gang om året, når det er juleaften, og så bringer han gaver til alle mennesker, for så skal vi være glade og holde juletræ og danse og more os ..."

 

Børnene snakkede meget mere, mens de trak kælken og gik hjem, men alferne lagde ikke mærke til dem.

 

"Jul?" sagde en af dem. "Har I nogensinde holdt jul?"

"Nej," sagde de andre, "men jeg besøgte engang nisserne, de holder jul," sagde en.

 

"Hvordan skal vi få et juletræ?" spurgte en anden.

 

"Vi skal have jul ligesom menneskebørnene. Juletræ og julegaver!"

 

"Lad os spørge, hvordan man holder jule!"

 

Alferne løb omkring til deres nærmeste naboer, det var nogle finker og mejser i trætoppene, nogle mus ved trærødderne og en ræv henne i bakken, men den vidste ikke andet end, at man spiste gåsesteg til jul, og det var ikke noget for alferne.

 

Men heldigvis kunne fuglene fortælle et og andet, og alferne fik meget travlt med selv at lave en julefest. En mus, som engang havde haft besøg af nogle slægtninge, der boede i den store bondegård, kunne også fortælle noget, og alferne anstrengte sig af alle kræfter for at lave et fint juletræ, for det mente de var det vigtigste.

 

"Julemanden kan jo desværre ikke komme," sagde de, "han ved ikke, at vi bor herude i skoven!"

 

Nu var der en af mejserne, som alferne havde hjulpet, da den en dag var blevet syg, og de havde plejet den og været så gode imod den, at den tænkte: "Jeg vil belønne dem og prøve at finde julemanden!"

 

Så fløj den lille blåmejse langt, langt bort og spurgte alle sine slægtninge og venner blandt fuglene, om de vidste, hvor julemanden boede, men ingen vidste det.

 

Alligevel fløj den videre, og rygtet spredte sig i hele fugleverdenen om den lille blåmejse, som ledte efter julemanden, fordi den ville hente ham til den flok alfer, som boede i den gamle skov ved foden af bakken.

 

Og så kom endelig juleaften!

 

Hele dagen havde alferne haft umådelig travlt. De havde pyntet deres lille hus op så godt, de kunne. De havde tilberedt et måltid så festligt, som det kunne skaffes. De havde indbudt alle deres fuglevenner og musene og de andre små dyr, der boede i nærheden, og endelig begyndte det at blive mørkt.

 

"Nu skal vi tænde juletræet!" udbrød de, og så fik de travlt.

 

De havde i tide samlet frøkapsler og bær, der kan holde sig langt hen på vinteren, og dem brugte de til lygter. I hver tændte de et blus, og de havde lavet nogle fine julelys af månestråler, som de havde gemt fra hver gang, det var måneskin.

 

"Flyv nu hen og tænd juletræet!" sagde deres leder, og alferne fløj og og smykkede en dejlig gran, så hele skovens befolkning af fugle og dyr sad stille og beundrede det prægtige juletræ.

 

Så tog alferne hinanden i hænderne og dansede rundt om træet, mens de sang deres smukkeste sang; men med ét lød der klang af slædebjælder - hvad var det?

 

Der kom en slæde kørende og ud af den sprang en stor mand i en lang, pelskantet kappe. Han tog en sæk på nakken og gik hen imod alferne.

 

"Julemanden!" jublede de. "Han har fundet os!"

 

"Ja, og her er julegaverne!" sagde  han og begyndte at strø sine gaver ud til alle sider.

 

Nej, hvor der blev en jubel! Hele skoven genlød af latter og råb, sang og munterhed, og så sagde julemanden:

 

"Hvis alle alferne nu vil stige ind i min slæde, så skal jeg køre jer hjem til Alfeland. For jeg tror, det bliver for slemt at blive i skoven hele vinteren igennem!"

 

Skønt de små alfer havde klaret sig rigtigt godt, blev de alligevel glade ved udsigten til at komme hjem, og de gemte sig under julemandens skindtæppe, til han nåede Alfeland.

 

Der fortalte de deres venner, hvordan det er at holde jul, og fra tid holder alferne hvert år jul, sådan som de lærte det i skoven.

 

 

Tilbage til historier