De tre små nisser og kæmpen Tykkemand

 

 

 

Langt, langt borte i Eventyrland boede kæmpen Tykkemand, og han var den rareste kæmpe man kunne se for sine øjne.

 

Han arbejdede stadig på at gøre alting så godt som muligt for sine venner og bekendte, og alle holdt meget af ham, men de, som han holdt mest af, var tre små nisser, som boede på hans slot. De hed Flip, Flap og Flop, og de havde en tam mariehøne, som de altid tog med sig ud at spadsere, når de gik tur.

 

En dag kom de tre små nisser og mariehønen til et dybt vand, og da de var meget nysgerrige, ville de vide, hvor det førte hen.

 

”Her ligger en båd – skal vi prøve at sejle?” spurgte Flip, som var den modigste.

 

”Ja, lad os det” svarede Flap, og Flop skyndte sig at springe ned i båden og løsne den. Men det skulle han ikke have gjort, for båden sejlede af sted i en hvirvlende fart, hen over strømmen, over vandfald og forbi klipper, så nisserne ikke kunne gøre andet end sidde stille og holde sig fast i rælingen, lige til den stødte på land og blev stående.

 

”Bums” sagde det, og nisserne var ved at gå bagover og ned i vandet, men heldigvis fik de fat i tofterne og holdt fast i dem.

 

”Vi må gå i land og se, hvor vi er henne” sagde Flap, som var den mindst fortumlede af dem, og de gik i land alle tre og begav sig på vej for at finde et hus.

 

Uheldigvis var der ingen huset at se, og ingen mennesker, ingen nisser, alfer eller feer – bare strandbred og skov.

 

Så vandrede de længe til de endelig mødte en gammel kone. Men næppe havde de spurgt hende om, hvor de var kommet hen, før konen begyndte at skrige – hun havde aldrig i sit liv set nisser.

 

Hun skyndte sig at løbe bort, og de stakkels nisser stod ganske forskrækkede og vidste ikke, hvad de skulle gøre.

 

I mens gik Tykkemand hjemme og kunne ikke begribe, hvor Flip, Flap og Flop var henne, og han begyndte at blive meget bange for, at der var sket dem noget.

 

En af hans naboer, Rødhætte, kom på besøg, og hun gjorde ham rent forfærdet.

 

”Jeg er sikker på, at de har mødt ulven, og han har ædt dem” sagde Rødhætte, ”eller også er de gået vild i skoven.” De syv små dværge, som boede derude – dem, som Snehvide havde boet hos – sagde rigtignok, at de havde intet set til nisserne, skønt de havde været omkring i hele skoven og talt med alle, som boede i den. Men en dag kom Tommelise flyvende og sagde:

 

”Jeg ved, at den båd, som lå nede ved strømmen, der skiller Eventyrland fra den anden verden – Menneskeverdenen – den båd er borte, og ingen ved, hvor den er blevet af. Mon ikke nisserne er sejlet med den? Det er Edderland Hønsepiges både, og den kan sejle overalt, både forbi klipper og gennem vandfald og brændinger, uden at den støder på grund.”

 

Kæmpen lovede nu en stor belønning til den, som kunne bringe ham de tre små nisser tilbage, men heldigvis skete der noget en morgen, som gjorde al eftersøgen overflødig.

 

Tykkemand vågnede ved at høre nogen kalde, og han stak hovedet ud af vinduet. Der fik han øje på Flip, Flap og Flop, de sad i bedste velgående nede under et stort fyrretræ.

 

”Velkommen hjem. Hvordan har I dog båret jer ad med at finde vej tilbage?” spurgte Tykkemand.

 

”Vi har ikke selv fundet vejen, men vi har en dreng med, som hjalp os” svarede Flip.

 

”Hvor er han da henne?” spurgte Tykkemand og så til alle sider.

 

”Han ville ikke med herhen, før han havde set, at du var en rar kæmpe, for han har hørt noget om, at kæmper æder børn” svarede Flap.

 

”Ha, ha, ha” lo Tykkemand, og det lød, som tordenen buldrede. ”Næ, det må have været i meget gamle dage, nu vil vi meget hellere have kager end børn at spise! Ha, ha, ha.”

 

”Ja, det vil vi også, og nu skal du høre, hvordan vi kom hjem” fortsatte Flap.

 

”Ser du, han delte sin mad med os og løb en lang vej for at finde båden, vi var sejlet af sted i, og endelig fandt han den og fik os op i den. Men vi ville have, han skulle sejle med, for han havde hverken far eller mor” fortsatte Flip.

 

Nu kom drengen frem, da han så, hvor rar en kæmpe Tykkemand var, og så lukkede kæmpe sit slot op for de fire vandringsmænd – ja også for mariehønen, for den havde været med til det alt sammen.

 

”Kom og få te” sagde Tykkemand, ”den er lige straks færdig.” Så satte de sig ved eet lille bord, og Tykkemand kom med te til dem alle sammen – selv til mariehønen havde han en ganske lille bitte kop.

 

”Nå, synes du så om at være her?” spurgte han drengen, ”hvad hedder du for resten?”

 

”Jeg hedder Niels, og jeg vil meget hellere være her end hos menneskene, må jeg ikke blive her og hjælpe til i huset?” spurgte han.

 

Så klappede nisserne i hænderne, og Tykkemand lo, for det var netop noget, han holdt af.

 

”Ih, hvor vi skal more os” sagde de, og Niels var den lykkeligste dreng i hele Eventyrland.

 

Nu fik han lov til at bo hos den rare kæmpe og de tre små nisser. Mariehønen var hans gode ven, og de kom rundtomkring og besøgte alle de mange mærkelige indbyggere i Eventyrland.

 

”Længes du aldrig efter menneskene?” spurgte Rødhætte en dag.

 

”Nej, for de var slet ikke rare ved mig, kun om julen” svarede Niels.

 

”Men om julen besøger vi dem” forklarede Rødhætte, ”det er den tid, hvor menneskeverdenen og Eventyrland ligesom bliver til ét, men når nytår er forbi, så skilles vore veje.”

 

Det er grunden til, at mange børn, hvis de da er heldige, kan se nisser og alfer i juletiden. Pas bare på – måske du selv en dag kan møde Niels eller Tykkemand!

 

 

Tilbage til historier