Er der engle til …?

 

Forfatter: Ukendt

 

Da hun rullede gardinet op, så hun at det stadig sneede. Det havde sneet lige siden i går aftes. Joan var lige vågnet, og det første hun havde gjort, var at springe hen til vinduet. Nede i haven, kunne hun se, lå et tykt tæppe af den reneste hvide sne. Kun en enkelt ting brød den perfekte hvide overflade. Et spor tværs over haven. Hun kunne ikke se om det var en hare eller en ræv der havde været på spil. Det ville hun spørge far om. Hun tog hurtigt tøj på, og løb ned i køkkenet. Mor var ved at skænke kaffe, far sad med skægstubbe og læste i avisen samtidig med at han gumlede på en ostemad. Ved siden af ham på bordet, lå den pibe hun havde givet ham i julegave for nu snart to år siden. Far plejede altid at ryge den efter morgenmaden.


- Far, der er dyrespor ude i sneen! Kom med ud og se!

 

- Ka' du ikke se, jeg sidder og læser avis. Måske i eftermiddag når jeg kommer hjem.
Mor havde hældt cornflakes og mælk op i en tallerken til hende. Hun satte sig og spiste.


Da far var færdig og havde røget, rejste han sig og gik ud i entreen og tog overtøj på.
Råbte, at mor skulle huske, at han kom sent hjem i dag.


Sent, tænkte Joan, så er det jo for mørkt til at se noget som helst.


Hun tog endnu en mundfuld og kom i tanke om kalenderlyset og tændte det. I dag skulle fjortentallet brændes væk.


Hun glædede sig til juleferien, selv om hun godt kunne li' at gå i skole. Det var kun lidt over et halvt år siden hun var startet i den nye, efter de var flyttet fra lejligheden.

 

På trods af Jonas, drengen i rækkehuset ved siden af som altid skulle drille, var hun glad for at de var flyttet.


- Skynd dig nu lidt, du skal snart af sted!


Da Joan løftede tallerkenen med venstre hånd, for at få det sidste op, stivnede hun. Det var som om den snurrede rundt i hendes hånd, selv om hun tydeligt kunne mærke, at hun holdt fast. Et strålende hvidt lys fik hende til at lukke øjnene, og da hun åbnede dem igen, så hun i bunden af tallerkenen, sin far stå på en byggeplads. Hun kiggede op på sin mor, som var ved at vaske op, kiggede igen ned, og så et par cornflakes og en sjat mælk som hun var ved at få skeen under.


- Så er det altså af sted, sagde hendes mor og tog tallerkenen og satte den i vasken.
- Jamen, Mor. Så du ikke…


Hun holdt inde. Vidste ikke hvordan hun skulle fortsætte.


- Så hvad? Se nu at få fart på.

 

Da Joan stod ved stoppestedet og ventede på bussen som kørte forbi Brønshøj skole, tænkte hun på det hun havde lige havde set. Og på det hun havde set, den nat efter hun havde købt piben til sin far. Havde hun drømt den gang?. Havde hun bare ikke rigtigt været vågen, da hun spiste morgenmad? Hun kunne slet ikke få styr på sine tanker. Det hele var så mærkeligt. En byggeplads i en tallerken, skørt, nej hun måtte nok hellere lade være med at fortælle det til nogen.

 

To dage senere, da de sad og spiste aftensmad, fortalte far at de dagen før jul, skulle modtage en masse færdigstøbte betonelementer. Han havde samme dag været med til at få kranen på plads.

 
Den kran som skulle løfte de tonstunge elementer op fra lastvognene, til det sted hvor de skulle bruges. Joan tog en bid af sin pizza. Mor havde på vej hjem fra sit rengørings job på rådhuset, lige været i netto. Hun tog endnu en bid, mens far snakkede om sit arbejde.

 

Hun kunne se at mor så lidt bekymret ud.

 
- Er det ikke farligt med de der tingester der svinger rundt i luften, spurgte hun.


Far viftede afværgende med hånden, og pegede på sit hoved:


- Vi har da beskyttelseshjelm på, sagde han og grinede.

 

Joan og hendes far tog næste dag ned til spejdernes juletræssalg. Det var lørdag og næste lørdag var det juleaften. Joan havde allerede købt gaver til både sin mor og far, og til sine to bedste veninder. Hun fik ikke lommepenge. Det er der sateme ikke råd til, havde far sagt den gang, da hun forsigtigt havde spurgt. Hendes veninder fik 100,- om måneden og Joan mente at det måtte være rimeligt at hun også fik lidt. Hendes far var ubøjelig.

 
Gå med aviser eller noget. Du er stor nok.


Joan gik nu rundt i kvarteret hvor de boede og delte reklamer ud. Hun havde kommet næsten alle de penge hun tjente ned i et syltetøjsglas. Uden på havde hun tapet en seddel hvor der stod JULEGAVER.

 

- Nå Joan, nu skal vi fandme finde det største træ de har.

 
Far var i godt humør. Whisky havde han ikke drukket siden Joan den nat, havde set den lysende mand ved sin seng. Men i weekenden, kunne han godt drikke nogle øl. Lige nu lugtede han faktisk af øl, men det havde hun ikke noget imod. Hun nød at være sammen med sin far.


- Der henne, råbte Joan og pegede på en stor dynge med ædelgran.


- Nej, fandme om jeg gider betale dobbelt, når vi kan få et der er lige så stort til det halve.


Han tog Joan i hånden og sammen gik de hen imod bunken med rødgran.
De fandt et stort træ. Joan syntes det var pænt. Da de skulle betale, kunne hun ikke lade være med at krympe sig lidt, fordi far absolut ville have et nedslag i prisen på grund af en knækket gren nederst på træet. De fik en fod gratis, men Joan var lidt flov.


Sammen bar de træet hjem, og undervejs spurgte far hvad hun ønskede sig til jul.


Hun vidste ikke rigtigt hvad hun skulle svare. Hvis far ikke havde råd til at købe et af de smukke ædelgran, og ville have nedslag i prisen fordi en gren var knækket, hvad havde han så råd til at købe til hende?


- Nå hvad ønsker du dig min skat?


- Jeg ønsker mig, at vi får en rigtigt dejlig jul.


- Du er sgu nem min pige. Det skal far her nok sørge for!!

 

Det var begyndt at sne igen. Joan stod i sin natkjole og kiggede ud af vinduet.


Hun kunne se i gadelampens skær, at snefnuggene væltede ned. Der var kun tre dage til jul, og hun glædede sig over, at det for en gangs skyld, skulle blive en hvid jul. Sneen kunne umuligt nå at smelte nu. Hun rullede gardinet ned og gik hen til skrivebordet. Tog bogen 'Sophies verden' som hun havde lånt på biblioteket, lagde sig i sengen, trak dynen op til hagen, tog fat i bogmærket og åbnede bogen.

 

Da hun var kommet til side 309, måtte hun bare lægge den fra sig. Det var for fantastisk.

 

Pludselig var hele Sophies verden vendt på hovedet. Hun var kommet til at holde mere og mere af Sophie, efterhånden som siderne var blevet vendt. Men nu viste det sig, at Sophie slet ikke eksisterede, men at hun blot var noget, som en forfatter sad og fandt på! Dét, hun havde troet var rigtigt, var nu bare fantasi… eller var det?

 
Hun stod op af sengen, men satte sig igen ned på kanten. Kunne høre fjernsynet nede i stuen, og biler som kørte forbi ude på vejen.

 
Var hun også bare et menneske, som en eller anden ved en åndssvag computer, bare sad og fandt på, og skrev hvad hun skulle tænke og føle?

 

Hun lod hovedet falder forover. Hendes lange lyse hår, nåede helt ned til lårene.


Hun kunne mærke tæppet under sine bare fødder, og lidt forsigtigt trykkede hun med en pegefinger på det blå mærke, hun havde fået på skinnebenet, da hun var snublet over Jonas' åndssvage cykel, som altid lå og flød. Av, det gjorde ondt.


Nej, hun VAR virkelig. Det måtte hun være. Om hun troede på gud, vidste hun ikke rigtigt, men var der én som sad og fandt på HENDE, så måtte det være gud.


Hun havde lyst til at læse videre, men måtte lige sunde sig lidt, så hun rejste sig fra sengen for at gå hen og rulle gardinet op, og kigge lidt mere på de dejlige snefnug. Hun havde kun gået et skridt før hun standsede med et sæt. Rullegardinet lignede ikke længere et rullegardin. Farvede lysglimt sprang rundt på det, og det bevægede sig ud og ind, nærmest som et pulserende hjerte. Med ét forsvandt farverne og værelset lå hen i kul sort mørke. Hun turde ikke trække vejret, men blev til sidst nødt til det. Lyden fra bilerne og fjernsynet var forsvundet. Det eneste hun kunne høre var hendes eget åndedrag. Hun stod og lyttede. Syntes nu at hun kunne høre en svage raslen. Som kæder der blev trukket gennem en jernring. Lyden blev højere og højere, og helt uden varsel stod hun pludselig på byggepladsen. Eller det troede hun, at hun gjorde. Hun kunne nemlig stadig mærke tæppet og hvis hun drejede hovedet til siderne, var det helt mørkt. Hun så kranen stramme kæderne og løfte et betonelement højt op, hvorefter den ganske langsomt begyndte at svinge det hen over pladsen. Hun så sin far komme ud af et skur med nogle papirer i hånden. Han standsede og kiggede i dem. Hun så op på elementet, som var på vej hen over det sted han stod.

 
Da kæden det hang i sprang, skreg hun.


Værelset var vendt tilbage. Alt var som før. Hun stod på gulvet og kunne ikke røre sig. Havde ikke hørt mor komme løbende op ad trapperne, og mærkede ikke at hun stod og ruskede i hende.


- Hvorfor skreg du, spurgte mor og holdt op med at ruske, da hun så at Joan kiggede på hende.


Lidt efter kom far ind i værelset for at se hvad der var på færde. Hun forsøgte at sige noget, men det var som om ordene sad fast i halsen på hende. Far lagde en hånd på hendes skulder og skubbede hende blidt over mod sengen, og sagde til mor, at Joan nok havde haft mareridt. Han trak dynen op over hende, og sagde at hun kunne fortælle om det i morgen, hvis hun da ellers kunne huske noget, hvorefter de begge listede ud og lukkede døren næsten uden en lyd.


Joan lå og spekulerede. Hvorfor havde hun ikke kunne sige noget?, og hvem var det der prøvede at fortælle hende, at hendes far ville komme ud for en ulykke?

 
Da hun kom til at tænke på, at det nok var ham idioten ved computeren, kunne hun ikke lade være med at fnise lidt.


Hun vendte sig om på siden og forsøgte at huske, hvordan den mand der havde vist sig ved hendes seng, havde set ud. Hun havde kun været syv år den gang, og selv om hun anstrengte sig, kunne hun kun huske en utydelig skikkelse og noget skarpt hvidt lys. Var det englen eller hvad det nu havde været, som forsøgte at få hende til at redde sin far?

 

Hun blev ør i hovedet af alle de spørgsmål, hun ikke kunne svare på og det varede længe inden hun faldt i søvn den aften.

 

- Far, I skal ikke bruge kranen i dag. Vel?


De sad ved morgenbordet og spiste. I overmorgen var det jul. Selv om Joan havde fået juleferie, var hun alligevel stået tidligt op.


- Nej, det er først i morgen, svarede far og tændte piben.


Da han havde fået ild i tobakken, spurgte han, hvorfor hun havde skreget.
Hun vidste ikke hvad hun skulle svare. Skulle hun fortælle, at værelset pludselig var blevet til en byggeplads? Han ville tro, at hun var blevet skør, og måske tilkalde lægen?


Måske ville hun blive indlagt, og skulle ligge på hospitalet juleaften?


Forleden var far kommet hjem med en stor papkasse. Han havde åbnet døren med albuen, og skubbet den i bag sig med foden. Joan var blevet beordret op på sit værelse, men havde ladet døren stå på klem, og havde hun hørt mor og far tale lavmælt sammen nede i stuen. Hun havde ikke kunnet opfange ordene, kun en masse hvisken og skramlen med papir. Efter et stykke tid, var far kommet op, og med et listigt smil sagt, at nu måtte hun gerne komme ned, hvis hun ville. Papkassen var væk. Senere havde hun set den stå øverst oppe i klædeskabet og var kravlet op på en stol, og havde lige akkurat kunnet skimte noget, som var pakket ind i julepapir.

 

Måske var der en gave til hende i kassen, og hun glædede sig til jul, og ville i hvert fald ikke på hospitalet, så hun besluttede sig for, ikke at sige noget som helst om, hvad hun havde set på værelset.

 
Efter far var taget på arbejde, og hun havde hjulpet mor med at vaske op, gik de sammen ned i Netto. Må var kommet i tanke om, at det vist var på tide at få bagt, hvis hun skulle nå det inden jul.


Jonas stod ude foran butikken og spiste af en pose med skumjulemænd.
- Hej Jonas, sagde Joans mor. Gem nu lidt appetit til julemaden!


De måtte skræve over hans cykel som lå og flød lige foran indgangen.
- Åh Joan, hvad er det nu der skal i vaniljekranse?

 
- Vanilje, vil jeg tro, svarede Joan.


Hendes mor havde glemt indkøbssedlen, bandede, men fik så øje på en ældre dame der stod og kiggede på herreundertøj.

 
- Jeg spørger lige hende der.


Joan blev stående, og lod som om hun ledte efter noget på hylderne med konserves.

 

Da far kom hjem, duftede hele huset af nybagte vaniljekranse og brunkager.

 
- Hej piger, råbte han ude fra entreen.

 
Mor stod med en plade med brunkager hun lige havde taget ud af ovnen. Far snuppede en, men brændte sig, og var nødt til at kaste den fra hånd til hånd. Joan fnisede, men kom pludselig til at tænke på kæden der sprang. Hun blev mat i knæene og måtte sætte sig ned. Mor spurgte, om hun var blevet dårlig. Nej, hun var bare træt, ville gå op på værelset og lægge sig lidt.

 

JOAN… JOAN!!


Joan lå og drømte, at der var nogen der kaldte på hende.


JOAN…


Ja, hvad er der, mumlede hun og vågnede.


JOAN…


Hun var nu helt vågen, og lå musestille og lyttede. Hun drejede hovedet, og kunne se på sit Anders And-vækkeur, at klokken var over ni. Hun havde sovet meget længere end hun plejede.


Hun havde en mærkelig følelse af, at der var noget hun skulle huske, men kunne bare ikke komme på hvad det var. Var det noget far havde sagt, eller…

 
JOAN.


Hun stivnede. Der var den stemme igen. Nu var hun i hvert fald helt sikker på, at hun ikke drømte.


JOAN, DU KAN STADIG NÅ DET!


Hun hoppede ud af sengen og drejede forvirret rundt om sig selv. Vidste ikke hvad hun skulle tro.


JOAN, DU MÅ SKYNDE DIG!


Pludselig går alting op for hende. Nu ved hun, hvad hun skal gøre.


Hun springer ned af trapperne og ud i køkkenet.


- Er far taget på arbejde?


- Nå, der er nok en lille en der har sovet over sig, siger mor og smiler.


- Er far taget af sted, spørger Joan igen mens hun står uroligt og tripper.


- Ja, han tog af sted for en halv time siden.


- Der sker noget med far i dag.


- Jamen, Joan hvad mener du?


- Jeg så det oppe på værelset. Kranen… så sprang den, og…


- Lille Joan, hvad er det dog med dig.


Mor sætter sig på hug, og ligger hænderne på hendes skuldre.


- Der sker da ikke far noget.


- Jo, jeg ved det. Jeg ved det.


Nu begynder hendes mor at blive urolig.


- Vi må køre ned på byggepladsen, siger Joan løber ud i entreen for at tage overtøj på.


Har pigebarnet haft mareridt igen, eller… Nej, hun kan da umulig vide noget om hvad der vil ske.


På den anden side vil hun aldrig tilgive sig selv, hvis det nu viser sig Joan har ret, og hun ikke gjorde noget.


Hun tager en beslutning.


- Joan, løb op og tag tøj på, så ringer jeg efter en taxa. Du kan jo ikke tage af sted i natkjole.


- Sig, den skal skynde sig, råber Joan på vej op ad trapperne.


Taxaen kommer 7 minutter senere. Joan og hendes mor står allerede parat ved havelågen.


- Til byggepladsen, siger hendes mor. Og det skal gå hurtigt!


Chaufføren kigger op i bakspejlet og smiler, træder på speederen og kører.


- Hvilken byggeplads frue?, spøger han.


- Den ved slotsherrensvej, og træd så på den.


Bilen accelerer, men Joan synes det går alt for langsomt.


- Sig han skal køre hurtigere.


- Vi er der lige straks, skat.


Joan får øje på kranen, og sætter sig parat med hånden på bildørens håndtag.


Inden taxaen holder helt stille, springer hun ud og stormer ind på pladsen.


En stor tyk mand i kedeldragt forsøger at gribe fat i hende, men Joan er for hurtigt.
Hun stormer hen over pladsen og ser sin far på vej ud af skuret med papirerne.


Hun springer det sidste stykke og hopper op og griber ham om halsen.
Joans fart gør, at far tumler baglæns ind i skuret, og lander på ryggen med Joan ovenpå.


- For fanden tøs, hvad er …

 

I det samme lyder et kolossalt drøn, som får skuret til at ryste. En kaffekop falder ned i hovedet på hende, men hun ænser det ikke.


- Hvad helvede var det, siger hendes far og skubber Joan ned.


Han rejser sig og går hen i døråbningen. Her ser han fem meter fra skuret et betonelement stå lodret op af jorden. Han går langsomt ud. Joan følger efter. Han tager sig til hovedet.


Flere af de andre er kommet løbende til. Kranføreren er på vej ned. Mor står med pungen i hånden og stirrer på det monstrum der stikker op af jorden.

 
Joan tager sin far i hånden.


Han ser ned på hende med blanke øjne, sætter sig på knæene og knuger hende ind til sig.

 

Juleaften, efter at de alle havde spist sig godt mætte i al den dejlige julemad; havde sunget og danset om juletræet og var ved at pakke gaver op, gik far hen til træet.


Han stod og rodede lidt rundt blandt de sidste gaver, fandt så den han havde ledt efter, og gik hen til Joan.


- Joan, sagde han. Jeg er næsten flov over at give dig den her. Den er så ubetydelig i forhold til den gave, du har givet mig!


- Åh, far, sagde Joan og gav ham et knus. Jeg kan jo ikke gøre for, at jeg en gang imellem SER ting.


- Nej…, det kan du jo ikke, men jeg er fandens glad for at netop du er min datter.

 

Mor sad i den sorte lædersofa med en halvåbnet julegave i skødet og så på dem.


Glædelig jul, sagde hun og smilede, på trods af en tåre som var på vej ned af hendes kind.

 

 

Tilbage til historier