Fra Takt og Tone

 

 

Af Emma Gad

 

Her er hvad Emma Gad skrev om julen i 1918.


Julen er en Ting, som Folk i de elleve Maaneder af Aaret ikke skænker en Tanke eller højst er enige om, er en meget besværlig Ting, men som den tolvte rejser sig som en Kæmpe, som det er umuligt at diskutere med eller om. Grunden dertil er naturligvis den, at Julen endog fra Hedenskabets Tid er Nordboernes største Fest, saa at ethvert Forsøg paa at afskaffe selv dens uheldige Egenskaber, saasom Udveksling af Gaver, vil falde frugtesløst ud, særligt fordi Børnene har bemægtiget sig den.

 

Julegaver. Allerede i November begynder de kære Smaa at lade Vink falde om, hvad de kan tænke sig at ville modtage, og inden Juleaften ar naat, er Gavelavinen svulmet op til en svulmende finansiel Katastrofe i mange Huse. Spørgsmaalet vil for de Flestes Vedkommende være: Hvem skal man give gaver? Det vil naturligvis afhænge af Temperament og Familietradition og særlig af, hvor mange Gaver, man selv faar.

 

I fornuftigere Kredse har dog Urimeligheden ved, at voksne Mennesker giver hverandre Overraskelsesgaver, gjort sig saa vidt gældende, at man indskrænker sig til Bagateller og spøgefylde Ting, og man maa haabe, at denne Opfattelse vil bredde sig, hvor meget end de Handlende anstrenger sig for at holde Skikken vedlige.

 

De bør ikke give Den, hvis Smag og Vaner De ikke nøje kender, en Genstand af speciel Art eller af stort Omfang. En uhyre Majolikavase, man ikke har plads til, er slem at faa til Huse, hvorimod et Silkesjal eller et Par Hansker, der lægges i en Skuffe, aldrig kan genere.

 

Hvis man har ondt ved at finde paa Gaver til sine Kære, er man som oftest paa den sikre Side, naar man holder sig til det, der kan spises, drikkes eller ryges. En Høne, en Æske Konfekt eller en Flakse Likør kan virke beskedent men aldrig uvelkomment. Spisevarer er at foretrække frem for Blomster, der sendes rundt efter en stor Maalestok.

 

Naar De faar noget, De finder forfærdeligt, brug da hele Deres Aandsnærværelse for ikke at røbe det, selv med mindste Trækning. Glem ikke, at Giveren synes om det.

 

Giv ikke Deres Børn kostbare Julegaver. Barnefantasien har den lykkelige Ævne at gøre det tarveligste Legetøj illuderende, og Luksus bidrager kun til, at Julen, modsat af, hvad den skulde, gør Børnene fordringsfulde og mindre elskværdige.

 

At lade Gaver, man ikke bryder sig om, gaa videre, er behageligt og besparende, men farligt. Hvem kan i Juleundersøgelsen af Skabe og Skuffer huske, af hvem man har faaet en Tegnebog eller Krukke i Fjor. Men Giveren kan saa glimrende huske det, og en drilsk Skæbende vil undertiden lade det blive ham eller hende, man lyksagliggør med Tingen, og det er ikke Enhver, der kan tage det spøgefyldt.


Naar De derfor lagrer en Genstand med denne Brug for Øje, bør De udstyre den med en oplysende Seddel.

 

Glem ikke ved Juleudgifterne, at der efter Juleaften er endnu fuldt en Uge tilbage af den endeløse December. Hvis De i Deres Hjertes Godhed lader Dem friste til at støvsuge Deres Pengeskuffe c. den 23de, bliver det vanskeligt for Dem ved de sidste Juletræer at synge: Glade Jul, dejlige Jul med den rette Overbevisning.

 

Helligdage. Julen er helliget til Familiesammenkomster. Der er ganske vist lidt for mange af dem, fordi Helligdagene er for mange. Det morer ikke de Unge synderlig Dag efter Dag at spille Lotteri om Smaating med gamle Tanter, hvorfor de stræber, hvad de kan, for at komme afsted til Juleugens Dansefester paa de store Hoteller. Det virker ikke helt elskværdigt, idet Julesammenkomsterne har deres virkelige Beretigelse som et Samlingsmærke for Familien. Til anden Adspredelse er Aaret langt nok.

 

Nytaar. Overgangen fra det svundne Aar til det kommende, Nytaarsaften, vil de Fleste helst tilbringe sammen med deres Nærmeste. Naar klokken slaar tolv, føler man Trang til at tømme sit Glas for det nye og ukendte Aar med dem, man har støttet sig til, fordi man er forvisset om, at de vil tage Del i Ens Sorger og Glæder.

 

Glem ikke Nytaarsdag at aflægge et Besøg hos de Ældre i Slægten, særligt Forældre og Søskende, som De ikke var sammen med Nytaarsaften. En ukærlig Forsømmelse at et saadant Hensyn føles ofte stærkt. De Yngre gaar den Dag til de Ældre. Iøvrigt aflægges Nytaarsdag Høflighedsbesøg til Principaler og Chefer desuden til Husets Frue af Herrer, der nyder megen Gæstfrihed i et Hjem. Dog er denne Skik noget i Aftagende.
Der serveres ved saadane Besøg et Glas Vin og Smaakager.

 

Jule- og Nytaarskort bruges i stedse stigende Grad, til største Besvær for Postvæsenet og ikke til synderlig Glæde for dem der udveksler dem.


Der lægges mest Vind paa Julekort, hvilket for saa vidt er urimeligt, da gode Ønsker for et helt Aar dog har større Rækkevidde end en Julehilsen.


Hvis man har faaet Julekort fra Venner, hvem man ikke har gjort Gengæld, sender man et Nytaarskort.


Sæt ikke stor Bekostning paa Jule- og Nytaarskort. Den er ret spildt. Det er jo ikke Litografens Opfindsomhed, man sætter Pris paa, men Deres personlige Indsats, det lille Ord, der kommer fra Hjertet og derfor gaar til Hjertet. Det kan De lige saa godt skrive paa et blankt, hvidt Kort.

 

 

Tilbage til historier