Julemandsdalen

 

Forfatter: Ukendt

 

Det var en flot decemberdag lige før jul. Blæsten havde lagt sig, det var koldt og klart, og solen kunne lige anes over fjorden. Rasmus og Julia var ude for at kigge efter spor i sneen Jeg tror faktisk, jeg kender alle dyrespor, sagde Rasmus - han skulle altid være så vigtig, bare fordi han var født 9 minutter før sin tvillingesøster. Det dér er f.eks. snespurvespor, og dér har der gået en polarræv. Nå, sagde Julia Men, hvis du ved så meget, så kunne du måske fortælle mig, hvad det dér er?

 

Julia havde fundet nogle mærkelige fodspor. Det lignede nærmest sporene efter bittesmå kamikker. Der er i hvert fald ikke nogen i hele bygden, der har så små fødder som dem der! Næ, men så er der jo kun en ting at gøre: Vi følger sporene og finder ud af, hvem der har lavet dem!, foreslog Rasmus.

 

Tvillingerne fulgte sporet op langs fjorden. Da de havde gået i næsten en time, drejede sporet skarpt til venstre, ind i landet. Og så begyndte det at opføre sig underligt: det snoede og bugtede sig, frem og tilbage, rundt og rundt. Rasmus og Julia fulgte sporet, så godt de kunne, men til sidst anede de ikke, hvad var nord, syd, øst eller vest. Vi finder aldrig tilbage sagde Rasmus, og det var lige før han begyndte at græde.

 

Hej, hold op med det. Det var bare for sjov! Sagde en lille stemme. Rasmus og Julia vendte sig forskrækkede om. Bag dem stod en lille fyr med en rød hue: Jeg opdagede, at I fulgte efter mig, og så ville jeg bare lave lidt sjov. Jeg tror, det er derfor man kalder mig Drillenissen.

 

Er du en nisse?! spurgte Rasmus og Julia i munden på hinanden. Jep! Den aller-helt-og-aldeles-yngste- jeg er kun lige fyldt 134 år, svarede Drillenissen stolt. Men hvem er I?

 

Vi hedder Julia og Rasmus, og vi tror altså ikke på nisser. Far siger, at de ikke findes, svarede Rasmus. Jamen, jeg står jo lige her sagde Drillenissen, og hvis ikke der findes nisser, hvem i alverden skal så hjælpe Julemanden?

Der findes altså heller ikke nogen julem….av! Julia gav Rasmus en albue i siden for at få ham til at tie stille. Må vi ikke tage dig med? Vi vil meget gerne møde Julemanden! Kun hvis I lover, at I aldrig fortæller nogen, hvad I har set. Det lover vi svarede de i kor.


Rasmus og Julia måtte næsten løbe for at følge med Drillenissen.

 

Hvor langt skal vi? spurgte Julia forpustet. Drillenissen pegede op på et fjeld lidt længere borte. Det der er Julemandsfjeldet. Bagved ligger den skjulte dal - og der bor Julemanden og alle hjælpenisserne.

 

Den skjulte dal var det smukkeste sted, Julia og Rasmus nogensinde havde set. De sødeste små huse lå klinet op ad fjeldet, og midt i al sneen lå en vidunderlig grøn eng. På engen gik en flok rensdyr og græssede. Ham med den røde tud hedder Rudolf, og han kan flyve fortalte Drillenissen. Og det her er vores postkontor. Vil I med ind? Tvillingerne nikkede.

 

På Postkontoret havde Postnissen travlt med at stemple breve. Hej Postnisse - her er Rasmus og Julia, mine nye venner! sagde Drillenissen. Nej, det var da skægt. Jeg står netop her med et par breve til Julemanden fra nogen, der hedder Rasmus og Julia. Det skulle vel aldrig være jer? spurgte Postnissen venligt. Tvillingerne blev ildrøde i hovederne. Har du skrevet til Julemanden?! Jeg troede ikke, at du troede på ham sagde de i munden på hinanden. Postnissen smilede til dem: Pyt med det! Julemanden tror i hvert fald på jer. Og I kan være sikre på, at han bliver glad for jeres breve. Kunne i for resten ikke smutte over med hans post - det ville være en stor hjælp. Den fikser vi sagde drillenissen og tog imod postsækkene.

 

Det var blevet mørkt udenfor. Vi skal denne vej, sagde Drillenissen og førte an. Julemandens hus var en stor og hyggelig gård med et kæmpe tårn og lys i alle vinduerne. Drillenissen bankede på. Ingen svarede. Han prøvede igen. Stadig intet svar. øv, han er ikke hjemme lige nu sagde Drillenissen ærgerligt, men jeg kan vise jer legetøjsmaskinen! Rasmus og Julia fulgte med hen på værkstedet, hvor maskinen stod. Den fyldte næsten hele rummet og var flere etager høj. Man starter den sådan her - tror jeg nok sagde Drillenissen og drejede en kæmpestor guldnøgle en halv omgang.

 

Maskinen gik i gang og ud strømmede dukker og biler og bamser, så det var ren fornøjelse. Vil I se noget andet sjov? spurgte Drillenissen og trak dem hen til et lille vindue. Henover den mørke nattehimmel flagrede det smukkeste lys i alverdens farver. det kommer oppe fra tårnet, fortsatte Drillenissen. Når maskinen kører så opfanges lyset af en stor diamant i tårnet. Hvis det er mørkt og klart, kan man se lyset over hele Grønland og så véd man, at Julemanden laver legetøj.

 

Tror du også, at far og mor kan se det hjemmefra? spurgte Julia. Far og mor?! gispede Rasmus åh nej, vi skulle have været hjemme for længst. De tror garanteret, at vi er gået gennem isen eller noget andet frygteligt. Har I ikke en telefon, vi kan låne?

 

En tele-hvad? spurgte Drillenissen, for sådan én havde han aldrig hørt om. Men måske har jeg noget andet, I kan bruge. Han for af sted og kom snart tilbage med en kulsort og skinnende blank sten. Hvordan virker den? spurgte Julia. I skal bare lægge hånden på den, lukke øjnene og ønske, at I var hjemme.

 

Tvillingerne gjorde, som Drillenissen sagde. Og hvad så, Drillenisse? spurgte Rasmus. Ingen svarede. Hvad så nu? gentog Julia og åbnede øjnene. Væk var Drillenissen og den skjulte dal og legetøjsmaskinen- de stod lige midt i deres egen stue! - Og vi fik ikke engang sagt ordentligt farvel, sukkede Julia.

 

Far stak hovedet ind: Nå, dér er I!? Kom og se, der er det flotteste lys på himlen i aften - det hedder nordlys. Det kender vi godt, det er fordi Julemanden laver legetøj sagde Julia.

 

Schyyys…vi lovede ikke at fortælle det til nogen! hvæsede Rasmus. Hvad står I og hvisker om? spurgte far. Åh, det er bare én slags julehemmelighed, svarede tvillingerne og blinkede til hinanden.

 

 

Tilbage til historier