Jul hos Nisserne 9

Den store sammenkomst

Af Lene Luther

 

Dybt inde i skoven i Rebild Bakker står der en gammel eg. Under jorden har egen store rødder, og nede blandt disse rødder ligger der et lille hjem for en nissefamilie, der meget passende hedder Nissen til efternavn.

 

Nissefaderen hedder Nis og nissemoderen Juliane. De har to mindre nissebørn, der hedder Lys og Julius – de er tvillinger og kun er 31 år gamle, og det er jo meget ungt, når man er en nisse. Nisser er jo først voksne, når de er omkring 90 år gamle.

Nis og Juliane har været gift i 36 år. Da de fandt den gamle eg, hvor de ønskede at bo, fik de et par gode venner, hr. og fru Muldvarp, til at bore gange og lave hulrum i jorden. Herefter blev der, med andre venners hjælp, bygget et underjordisk hus, hvor Nis og Juliane har boet lige siden.

 

Hjemmet består af et stort rum, hvor der både er køkken, stue og to alkover med sovepladser. Et til Nis og Juliane, og et til tvillingerne. Herudover er der selvfølgelig også et stort badeværelse og et forrådskammer. Der er også et lille gæsteværelse og værksted til Nis, hvor han kan bruge rigtig meget tid. Nis har selv bygget alle møblerne, og Juliane syr alt tøj og linned.

 

I dag er det den 24. december, og der er travlt i alle hjem. Hos mennesket Lene er der også travlt. Hun er nemlig i gang med at bage julesmåkager, som hun kan tage med senere i dag, når hun skal til Troldehøjen i Rebild Bakker, hvor hun skal holde jul. I Lenes hjem bor der to nisser, der hedder Thor og Pyrus. De har hver deres lille hjem i hulrummet mellem Lenes lejlighed og naboens. Naboen ved det dog ikke.

 

Sidste år holdt nissefamilien Nissen jul hos Lene sammen med Thor og Pyrus. De havde en rigtig hyggelig aften, og ved den lejlighed fortalte nisserne Lene om troldene Trunte og Trampe fra Troldehøjen. Lene har aldrig mødt trolde før, og inden hun næsten havde set sig om, havde nisserne inviteret Lene, Thor og Pyrus til at holde jul i Troldehøjen. Trunte og Trampe elsker at have gæster, så de ville helt sikkert ikke have noget imod, at nisserne inviterer tre gæster.

 

Thor og Pyrus har travlt med at pakke de sidste gaver ind. De er ikke så gode til den slags, men det lykkedes da til sidst, uden at de ødelagde både papir, bånd og gaver. Thor og Pyrus har selv lavet nogle af deres julegaver. Nisser laver gerne gaver, der er nyttige. Så Nis får et nyt værktøjsbælte med forskelligt værktøj, Juliane skal have et nyt forklæde. Selvom Thor og Pyrus er nissemænd, så kan de såmænd godt sy tøj. Desuden har Lene hjulpet dem – ja hun har næsten lavet det hele, så det var ikke så svært. Lys og Julius får nogle små plastik dyr, som Lene har købt til dem i zoo. Ja, nu har Thor og Pyrus jo ikke selv nogen penge, men det har de så fået af Lene. Sidste år, da alle nisserne var med Lene i zoo, mødte de mange af de vilde dyr. Derfor synes Thor og Pyrus, at de skal have hvert sit dyr. Lys får en elefant, og Julius får en løve.

 

Lene, der jo har mødt nisserne og kender deres størrelser, har strikket både bluser og halstørklæder til dem alle fire. Det vil nu sige, at hun også har strikket det samme til Thor og Pyrus, men det ved de selvfølgelig ikke noget om. Desuden har hun strikket håndklæder og viskestykker til Juliane. Alt er blevet pakket pænt ind i julepapir, og der er selvfølgelig bundet røde sløjfer omkring.

 

Trunte og Trampe er i voksen menneskestørrelse, og Lene har selvfølgelig også strikket nogle flotte bluser til dem. Nu håber hun bare, at de må passe dem i størrelsen.

 

Nu er småkagerne ved at være færdige. Lene har bagt både jødekager, vaniljekranse, chokoladekugler og klejner til at tage med til troldene. Nis har nemlig fortalt Lene, at især Trampe er meget glad for søde sager. Chokoladekugler er lavet af en meget, meget gammel opskrift, som Lenes mor har fået helt tilbage i 1950’erne. De består af havregryn, flormelis, kakao og smør, så de er meget usunde, men det er jo kun jul en gang om året.

 

”Er I ved at være klar til afgang?” spørger Lene, da hun kommer ind i stuen og ser Thor og Pyrus.

 

”Ja, vi sidder faktisk bare og venter på dig” svarer Thor.

 

Lene pakker alle gaverne i poser, og så henter hun sin kurv, hvori der er små kikhuller. Hun løfter forsigtigt Thor og Pyrus op i den. Hun tager overtøj på, og med et godt greb om det hele går hun ned til bilen. Kurven bliver spændt godt fast på forsædet, så den ikke kan falde nogen steder, og så går turen ellers mod Rebild Bakker.

 

Imens i det lille nissebo tager Juliane og familien det stille og roligt. De skal jo ikke rigtig lave noget i år. Juliane har puttet julegaverne i små sække, så nu venter de bare på, at Lene skal komme forbi og hente dem. Lys og Julius er lidt utålmodige, så de kan ikke holde sig i ro.

 

”Hvornår kommer hun?” spørger Julius.

 

”Tag det nu roligt” siger Juliane. ”Det varer nok ikke så længe, inden hun er her. Du skal huske på, at hun skal køre i den der bil helt hjemmefra, hvor hun bor. Hun skal derefter sætte bilen et stykke herfra, og så gå igennem skoven. Men hvis du vil, kan du jo gå op til døren og holde øje med hende.”

 

I bilen er Thor og Pyrus også ved at være lidt utålmodige. Men de har jo kørt i bilen flere gange, så de ved godt, at det kan tage sin tid, inden man er fremme. De er meget spændte på at møde Trunte og Trampe, da de jo heller aldrig har mødt trolde før.

 

”Tror du, at Trunte og Trampe er så søde, som familien Nissen siger?” spørger Thor. ”Når man læser gamle fortællinger, bliver der jo altid fortalt, at nisser og trolde ikke kan enes.”

 

”Nu skal du ikke tro på alt, hvad du læser” svarer Lene. ”En ting er historie, en anden ting er virkelighed, og hvis trolde er så skrækkelige, tror du så ikke, at Juliane og de andre vil holde sig på lang afstand af dem?”

 

”Jo, det er der vel noget om, men nu får vi at se. Det varer jo ikke længe, inden vi selv ser dem” siger Thor, og han fortsætter ”men hånden på hjertet er du så ikke også lidt nervøs ved at skulle møde dem?”

 

”Selvfølgelig er jeg det, men du ved, hvordan det er. Man kan ikke dømme, før man har mødt dem” siger Lene. ”Men nu er vi fremme ved parkeringspladsen, så nu skal vi gå resten af vejen.”

 

”Du mener, at du skal gå resten af vejen” griner Pyrus. ”Vi sidder jo godt her i kurven.”

 

Under køreturen er det begyndt at sne, og hvor er det dejligt. Nisser elsker sne, og det gør Lene i øvrigt også.

 

Lene åbner bagagerummet, hvor hun har sin ”Trillemarie”, som hun kalder den. Det er en trolley, som hun bruger, når hun handler ind. I den har hun flere forskellige ting fra sin have, nemlig kartofler, rødbeder, gulerødder og forskelligt frugt. Hun håber, at Trunte kan bruge disse ting.

 

Hun tager fat i håndtaget på trolleyen med den ene hånd og kurven med Thor og Pyrus i den anden hånd, og så går det ellers derudad med raske skridt. Der er allerede kommet så meget sne, at man kan se hendes fodspor.

 

Inden længe er de fremme, og der lyder nogle hyl fra Lys og Julius, da de får øje på dem.

 

”Hej, hej” råber de i kor, hvorefter de vender om og løber ned gennem tunnelen. ”Mor og far, nu er de kommet.”

 

”Vi kommer nu” råber Nis tilbage. ”Vi skal bare lige have samlet alt det, som vi skal have med.”

 

Da Juliane og Nis kommer ud, er Lys og Julius allerede blevet løftet op i kurven, hvor de sidder og snakker med Thor og Pyrus. Nå ja, det vil nu sige, at det er Lys og Julius, der snakker og Thor og Pyrus der lytter. De har jo ikke set hinanden siden sidste jul, så Lys og Julius har meget at fortælle, så de er ikke til at stoppe.

 

”Hej og glædelig jul”, siger Nis til Lene, Thor og Pyrus. ”Hvor er det dejligt at se jer igen. Vi har glædet os til at skulle holde jul sammen igen.”

 

”Vi har også glædet os” siger Lene, medens hun forsigtigt løfter Juliane og Nis op i kurven.

 

”Det er vel nok praktisk med sådan en kurv” siger Juliane. ”Bliver du ikke træt af at skulle slæbe rundt med os?”

 

”Nej, overhovedet ikke” svarer Lene. ”I vejer jo næsten ingenting, så det betyder ikke spor. Vi kommer jo trods alt lidt hurtigere frem på denne måde. Nis, vil du fortælle mig vejen til Trunte og Trampe?”

 

”Ja, hvis du bare følger denne lille sti, så skal jeg nok fortælle dig, hvornår vi skal dreje fra” siger Nis. Nis bruger det ene hul i kurven til at følge med i, hvor Lene går.

 

Lige pludselig siger Nis ”Stop.”

 

Lene stopper, og med det samme bliver hun klar over hvorfor. Ikke langt fra hende går der to ræve. Hun bliver selvfølgelig bange for at skræmme dem.

 

”Vi venter lige lidt, til de er gået. Så de ikke bliver bange for os” siger Lene til Nis.

 

”Nej, vent lige lidt” svarer Nis, medens han kravler helt op på kanten af kurven. Da han er oppe, råber han ”Hej Mikkel og Mikkeline.”

 

Begge ræve stopper op og lytter. De genkender nemlig stemmen, men kan ikke lige se, hvor Nis er henne. Derfor løber de heller ikke væk.

 

”Jeg er her henne” råber Nis. ”Jeg sidder i kurven, som dette menneske bærer.”

 

Først nu får rævene øje på Lene, og de bliver selvfølgelig meget utrygge, da de så udmærket ved, at mennesker nogle gange skyder ræve. Men da Nis jo er sammen med dette mennesket, så er det nok ikke så farligt.

 

Lene sætter kurven på jorden, og både Mikkel og Mikkeline kommer hen til den. De kigger først på Lene og bagefter ned i kurven.

 

”Sidder I dernede! I kunne da bare have sagt, hvis I manglede transport, så kunne I da sidde på ryggen af os, som I har prøvet så mange gange før” siger Mikkel.

 

”Kan I huske, at jeg har fortalt jer, at vi sidste år holdt jul hos et menneske? Det er hende her, og hun hedder Lene, og hun er nu en af vores venner. Hun er i øvrigt vores første menneskeven” siger Juliane. Hun fortsætter ”Lene, det her er vores venner Mikkel og Mikkeline.”

 

Lene, der jo ikke forstår og taler rævesprog, står med et smil, dog uden at vise tænder. Hun har nemlig læst et sted, at der er mange dyr, der ikke kan lide at se tænder hos et andet væsen. Det virker nemlig truende. Hun forstår dog det sidste, der bliver sagt, da det bliver sagt på hendes eget sprog.

 

”Det er hyggeligt at møde jer. Jeg har aldrig mødt ræve på tæt hold, og hvor er I dog flotte” siger Lene til Juliane, der straks oversætter det til rævesprog.

 

”Vi har faktisk heller aldrig mødt et menneske. Vi holder os nemlig gerne på stor afstand af dem, da nogle mennesker jo slår ræve ihjel” siger Mikkeline til Juliane, der igen må oversætte.

 

Mikkel kigger på Nis og siger ”hvor er I egentlig på vej hen?”

 

”Vi skal hen til Trunte og Trampe for at holde jul” svarer Nis. ”Lene har aldrig mødt nogle trolde før, så det er da vist på tide, at det sker. Og nu må vi vist videre. Kan I have en rigtig glædelig jul.”

 

”Ja, glædelig jul til jer alle” siger Mikkeline. Så vender begge ræve sig om og begynder at gå tilbage. De var nemlig på vej tilbage til deres hule.

 

”Det var hyggeligt at møde dem og komme så tæt på dem” siger Lene.

 

”Ja, sidste år tog du os med i zoo, og vi mødte en masse vilde dyr. I år er det vores tur til at vise dig et par vilde dyr” siger Lys.

 

Lene fortsætter med at gå, og inden længe siger Nis, at hun skal dreje til venstre. De bevæger sig længere og længere ind i skoven, og inden længe siger Lene. ”Det er godt, at jeg har jer med, for nu ved jeg ikke længere, hvor jeg er.”

 

”Vi er der snart” siger Nis. ”Kan du se den høj, der er lidt længere fremme.”

 

”Ja” siger Lene, ”er det der, de bor?”

 

”Ja” svarer Nis, og kort efter står Lene foran døren. ”Skal jeg bare banke på?” Hun er lidt utryg ved dem, der er bag denne dør, da hun jo aldrig har mødt trolde før. Og mennesker er vel generelt lidt utryg ved fremmede.

 

”Ja, bare bank på døren, så skal de nok høre det” svarer Nis.

 

Lene banker først meget forsigtigt på døren, og det hører troldene ikke, så hun banker lidt hårdere.

 

”Nu er de her” hører hun en dyb stemme sige. Den må vist tilhøre Trampe.

 

Døren bliver åbnet med et ryk, og der, lige foran Lene, står der en stor og skræmmende trold. Hvis ikke nisserne havde sagt god for troldene, tror jeg, at Lene var drejet om på fødderne og løbet sin vej.

 

Trampe stikker sin store hånd frem og siger ”Velkommen, velkommen, kom dog indenfor. Vi har glædet og til at se jer, og især har vi glædet os til at møde dig Lene.”

 

”Hej, og tusind tak fordi jeg måtte komme” siger Lene, der stadig ikke er helt tryg ved situationen. ”Jeg er måske det første mennesker, som I møder.”

 

”Nej” siger Trampe, ”vi kender faktisk et menneske, der bor i en lille landsby ikke så langt herfra. Han hedder Søren Smed.”

 

”Vi har holdt jul med ham en enkelt gang, og her lærte han os lidt om jeres traditioner” siger Trunte. ”Vi lærte endda et par af jeres julesange. Dem kan vi måske synge, når vi skal danse omkring juletræet.”

 

”Jeg har været nysgerrig efter at se, hvordan I bor. Når man ser jeres hjem udefra, ligner det jo bare en almindelig lille høj med græs og buske” siger Lene. ”Er der slet ikke nogen, der har opdaget, at I bor her?”

 

”Nej,” svarer Trampe. ”Den eneste, der ved, at vi bor her, er Søren Smed. Han er jo en af vores gode venner, så han løber ikke med sladder. Men kom nu, så skal jeg vise dig rundt.”

 

Lene er meget overrasket over, hvor meget plads her er. Der er både et lille soveværelse og så det lidt større rum, hvor vi kom ind. Her er der både stue, spisekrog og køkken. Helt ovre i hjørnet går man ind på det, som mennesker vel kalder et gammeldags das – altså et wc.

 

”Nu må du altså finde dig i, at her spiser vi ikke traditionel julemad, som I mennesker gør” siger Trunte. ”Vi spiser mest grøntsager, så vi har lavet forskellige ting, såsom tærter, stegte grøntsager og den slags. Bagefter skal vi selvfølgelig have risengrød.”

 

Lene tager Trillemarie frem.

 

”Ser her Trunte” siger Lene ”her er der nogle grøntsager fra min have. Jeg håber, at du kan bruge det. En af de ting, som jeg har med, er kartofler, og jeg tænkte, at jeg kunne lære dig at lave brune kartofler, som vi jo gerne spiser juleaften.”

 

”Brune kartofler? Hvad er det” spørger Trampe nysgerrigt.

 

”Det er kartofler, der er stegt i sukker med smør, og så er de karamelliseret, som vi kalder det” svarer Lene. ”Tro mig, de smager himmelsk. Jeg har faktisk kogt kartoflerne derhjemme, og så har jeg taget sukker og smør med, så jeg kan lave dem til jer.”

 

”Trunte, så holder du godt øje med, hvordan Lene laver dem, så du kan gøre det en anden gang, for det lyder dejligt” siger Trampe.

 

”Det er kun fordi, at du elsker alt, hvad der er sødt” siger Trunte.

 

Lene og nisserne lægger deres pakker under juletræet, der endnu ikke er pyntet.

 

”Skal der ikke pynt på jeres træ” spørger Lys.

 

”Selvfølgelig skal der det” svarer Trampe, ”men jeg ville vente med det til I kom. Jeg regnede nemlig med, at du og Julius gerne vil hjælpe med det. Se bare her, her er kassen med pynt.”

 

For flere år siden byggede Trampe et lille bord og nogle små stole til nisserne. De har nemlig før holdt jul hos Troldene. Dette lille bord og seks stole står på spisebordet. Trampe løfter Nis, Juliane, Thor og Pyrus op på bordet.

 

”Så kan I sidde og kigge på, at vi pynter træet, og så kan Trunte og Lene arbejde i køkkenet” siger Trampe.

 

”Jamen, skal vi slet ikke lave noget?” spørger Pyrus.

 

”Nej, det behøver I ikke” svarer Trampe. ”I kan få et glas troldeøl, og så kan I ellers bare holde øje med, at vi pynter træet fint. Når vi så er færdige med det, er det tid at spise aftensmad.”

 

Så medens Trampe, Lys og Julius pynter træet, vil Lene lære Trunte at lave brune kartofler.

 

”Har du en god stegepande” spørger Lene.

 

”Jeg har denne her” siger Trunte, medens hun tager en gammel ramponeret stegepande frem.

 

”Den er helt perfekt” siger Lene. ”Nu skal du bare se. Nu putter jeg noget sukker på panden, og så skal det bare smelte. I øvrigt hvad med det, som du har lavet, er det klar til at blive spist?”

 

”Ja, det hele er klart, og risengrøden står i høkassen, og den slutter vi af med” svarer Trunte.

 

”Fint! Nu kan du se, at sukkeret langsomt er ved at smelte. Man skal passe godt på, at det ikke brænder på, for så kommer det til at smage bittert” siger Lene.

 

”Nej, hvor sjovt. Du puttede hvidt sukker på panden, og nu er det ved at blive brunt” siger Trunte. ”Det er næsten helt magisk.”

 

”Ja, men se så her. Nu er sukkeret smeltet, så putter jeg lidt smør ved. Det syder godt, men det skal det gøre, og som du kan se, så gælder det om at røre det godt rundt. Og så til sidst putter jeg de kogte kartofler på panden, og så gælder det om at vende kartoflerne, så de får karamel på alle siderne” forklarer Lene.

 

”Uhm, det ser altså lækkert ud” siger Trampe, der lige er kommet hen for at se, hvordan sådan nogle brune kartofler ser ud. Han fortsætter ”vi er færdige med at pynte træet, så vi kan sagtens spise, når I er klar.”

 

”Kartoflerne er også ved at være klare” siger Lene.

 

”Fint, så skal vi bare lige have det hele sat over på spisebordet” siger Trunte. ”Trampe vil du tage de ting, der står derovre og sætte dem på bordet? Og bagefter kan du hente noget mere troldeøl. Drikker du øl Lene?” spørger Trunte.

 

”Nej, jeg kan ikke lide menneskets øl” svarer Lene ”men nisseøl plejer jeg godt at kunne lide, så lad mig endelig prøve at smage jeres troldeøl. Måske jeg godt kan lide det.”

 

Trampe har sat alt på bordet, og han har også løftet Lys og Julius op på bordet. Han dækkede bordet tidligere i dag, så nu er det kun maden og øllet, der skal på bordet.

 

Da de alle har sat sig, skærer Trunte lidt forskelligt, også de brune kartofler, ud i mindre størrelser, så de passer bedre til nisserne.

 

Da alle har fået noget på tallerkenerne og i drikkekrusene, siger Trampe ”lad os skåle på noget godt mad og en rigtig hyggelig aften.”

 

”Skål” siger alle i kor, hvorefter de begynder at spise.

 

”Novra, hvor er de kartofler dejlige” siger Trampe. ”Truntemor har du set godt efter, så du kan lave dem til mig en anden gang.”

 

”Selvfølgelig har jeg det” svarer Trunte. ”Det er sjovt, som du altid skal kalde mig Truntemor, når der er noget, du gerne vil opnå. Desuden har Lene givet mig masser af sukker og smør, så jeg kan lave brune kartofler mange gange. ”

 

”Nu glemmer jeg helt at spørge dig Lene. Hvad synes du om min troldeøl?” spørger Trampe.

 

”Den er faktisk rigtig god. Den smager ligesom lidt af nisseøl” svarer Lene.

 

Lys og Julius har også fået troldeøl, da der kun er en lille smule alkohol i. Det gælder i øvrigt også nisseøl. Der er så lidt alkohol i, at nissebørn ikke tager skade af det.

 

Da de er færdige med at spise grøntsagerne, tager Trunte og Lene af bordet. Bagefter kommer den dejlige risengrød på bordet. Den er netop blevet færdig, og den er stadig godt varm.

 

Trunte øser op i alle skålene, og bagefter kommer hun kanel og sukker på og til sidst en smørklat. Det er noget, der mætter, men der bliver spist op.

 

”Vi bliver vist aldrig trætte af at spise risengrød, er det ikke rigtigt børn?” spørger Nis sine to børn.

 

”Jo” råber de næsten i kor.

 

”Plejer I også at spise risengrød?” spørger Lene troldene.

 

”Nej, egentlig ikke” svarer Trunte. ”Men siden vi lærte nisserne at kende, har vi gjort det. Men er det ikke sådan, at man lærer fra hinanden igennem hele livet. Nu har du jo lært mig at lave brune kartofler, så det vil være noget, som jeg laver i fremtiden.”

 

”Ja, og det behøver vel ikke kun være til jul, at du laver dem,” siger Trampe med håb i stemmen.

 

”Det er vel ligesom, at du lærte mig at lave risalamande sidste jul” siger Juliane til Lene. ”Det har jeg lavet flere gange her i december.”

 

”Risalamande, var det ikke det, som vi fik hos Søren Smed, dengang vi holdt jul hos ham” spørger Trampe, medens han kigger på Trunte.

 

”Jo, det har du ret i. Hvorfor har jeg egentlig ikke lavet det siden?” spørger Trunte, nok mest henvendt til hende selv.

 

”Ja, hvorfor egentlig ikke!” siger Trampe. ”Måske det var noget, som du kunne lave en af dagene, Truntemor. Vi har jo stadig en masse bær fra i sommers, og det behøver vel ikke nødvendigvis at være kirsebær, som du bruger.”

 

”Se” siger Trunte med et grin til alle andre end Trampe. ”Nu siger han igen Truntemor, så er der igen noget, han gerne vil opnå. Og ja,” siger hun medens hun kigger kærligt på Trampe. ”Jeg skal nok lave det en af dagene.”

 

”Nå, men hvis alle er færdige med at spise, kan vi lige rydde bordet og vaske op” siger Trunte medens hun kigger skiftevis på Lene og Trampe. ”Bagefter kan vi tænde lysene i træet.”

 

Da Trunte og Trampe ikke har vand i vandhaner, som vi mennesker, har de vand i store bøtter. De henter vandet fra en å i nærheden, hvis altså ikke det har regnet så meget, så bøtterne er fyldte.

 

Trunte sætter en stor gryde med vand over på komfuret. Det er et gammeldags komfur, som de har fået af Søren Smed. Man putter brænde ind i komfuret, og så kan man koge ting på komfuret, og der er også en lille ovn. Trunte er meget glad for sit komfur. Før hen måtte hun bruge ilden i den lille pejs, hvor de fyrer brænde af. Det er den pejs, der varmer deres hjem op om vinteren.

 

Det varer ikke længe, så koger vandet, og så er opvasken hurtigt klaret.

 

Juletræet bliver flyttet lidt tættere på spisebordet, dog ikke tættere end at man kan komme rundt om det. Så kan nisserne nemlig blive på bordet og så være tæt på træet. Trampe flytter nissernes lille bord og stole hen til kanten af bordet.

 

”Pas nu på, at I ikke falder ned” siger han til nisserne. ”Jeg har en ide, hvad med om nisserne kommer ned i din kurv Lene, så kan du og Trunte holde i hanken, når vi danser om træet? Så tager jeg min gamle violin frem, og så kan jeg spille, medens vi danser om træet.”

 

”Jeg har vist ikke danset om et juletræ, siden jeg var barn, og det er mange år siden” siger Lene. ”Din ide er dog rigtig god.”

 

Lene tager kurven frem og lægger et håndklæde ned i den. Bagefter løfter hun nisserne op en efter en og sætter dem ned i kurven. Når der er et håndklæde, er de kommet så højt op, at de kan se det hele uden at skulle kigge igennem hullerne.

 

Da alle er klar, tager Trunte og Lene fat i kurven i hver sin side. Trampe går forrest med sin violin. Han spiller en sang, som alle har lært, og det er ”Højt fra træets grønne top.” Den sang lærte troldene nemlig af deres gode ven Søren Smed.

 

Snart efter bliver der spillet, sunget og danset om juletræet. Lene, der normalt er genert, når det gælder om at synge overfor andre, synger en sang helt alene. Hun vil nemlig gerne have, at både nisserne og troldene lærer sangen ”På loftet sidder nissen med sin julegrød”. Da de alle er meget lærenemme, varer det ikke længe, før alle skråler med på denne sang, og Trampe kan endda spille til den.

 

Til sidst sætter Trunte sig i stolen og siger ”Nu orker jeg ikke mere i denne omgang. Mon ikke vi skal se, hvem pakkerne er til?”

 

Lys og Julius siger ikke Trunte imod. De elsker jo at få pakker, selvom de kun får nogle få pakker, og de er som regel praktiske pakker som tøj. Nis sørger dog altid for, at der også er en pakke til dem hver med et lille stykke legetøj.

 

”Inden vi begynder at pakke ud” siger Lene, ”så har jeg helt glemt, at jeg har flere forskellige slags småkager med. De ligger også i Trillemarie. Se bare her Trunte, her er der kagedåser med lidt af hvert.”

 

Trunte tager lågene af alle dåserne og kigger begejstret på indholdet.

 

”Hvor ser det dog spændende ud” siger hun, ”se her Trampe, det er lige noget for dig.”

 

Pludselig er gaverne ikke længere så spændende for Trampe. Han har jo en meget sød tand, så han skynder sig at smage på det hele.

 

”Lene har du tænkt, at det kunne være hyggeligt, hvis du kommer her hver eneste jul” siger Trampe med munden fuld af småkager.

 

Alle seks nisser og Lene griner af ham, medens hun siger ”det er da værd at overveje, men jeg gætter på, at du gerne vil have, at jeg kommer med fyldte kagedåser?”

 

”Du skal ikke tage dig af ham” siger Trunte. ”Du er altid velkommen med eller uden småkager.”

 

”Tak skal du have” svarer Lene. Hun fortsætter ”måske vi nu skal kigge på pakkerne.”

 

Gaverne bliver pakket ud og beundret. Nisserne er glade for deres bluser og halstørklæder, og Juliane er især glad for både håndklæder og viskestykker.

 

Bluserne til Trunte og Trampe passer perfekt. De beundrer begge de flotte mønstre der er i deres bluser.

 

Nis er meget glad for det fine værktøjsbælte, som Thor og Pyrus havde lavet til ham. ”Det passer mig perfekt at have fået et nyt. Det gamle er nemlig ved at være så slidt, så jeg ikke længere kan spænde det omkring min mave.”

 

Juliane har fået et nyt forklæde af Thor og Pyrus, og det er i det fineste stof, så hun vil næsten ikke bruge det, når hun kommer hjem.

 

”Der er lige to pakker tilbage. Lene, vil du hente de sidste to?” spørger Thor.

 

Lene tager de sidste to pakker, der ligger under træet. ”Hvem skal have hvad?” spørger hun Thor og Pyrus.

 

”Den største er til Lys, og den anden er til Julius” siger Pyrus.

 

Begge børn lukker pakkerne op i spænding. Det er jo store pakker for de to nissebørn, når man tænker på deres størrelse.

 

”Nej, se mor og far, det er en elefant” udbryder Lys, da hun har fået papiret af. ”Det var jo sådan en, vi så sidste år, da vi var i zoo. Hvad har du fået Julius?”

 

”Det er en kat” siger Julius, ”sådan en kat så vi også i zoo sidste år.”

 

”Det er da ikke en kat dit tossehoved” siger Lys. ”Det er en løve. Kan du ikke huske, at det var den store, hvad skal jeg kalde ham, nå ja kat. Han havde en flot manke omkring halsen.”

 

De voksne griner lidt af den måde, som også Lys kommer frem til, at det er en kat.

 

Nu, hvor spændingen med pakker er udløst, sidder alle og slapper af med troldeøl og småkager. Trampe har sat sig ved spisebordet, så han er tættere på kagedåserne. Lys og Julius leger med deres dyr.

 

Pludselig kan de høre nogle bjælder udenfor. Trampe griner, ”det må være Julemanden, der kigger forbi.”

 

”Hvem siger du?” spørger Lene. Hun tror nemlig ikke, at hun har hørt rigtigt. Lene er jo et voksent menneske, og voksne mennesker tror da ikke længere på Julemanden, eller gør de? Lene vil gerne tro på ham, men det er jo svært, da Julemanden for hende, i hendes voksne liv, altid kun har været en fiktiv skikkelse, altså en sød lille historie.

 

”Jeg sagde Julemanden” svarer Trampe.

 

Lene tør ikke tro på det, men hun følger nysgerrigt med udenfor. Trampe har taget kurven, og løftet alle nisserne op i den.

 

Udenfor holder der ganske vist en kane med rensdyr foran og Julemanden i kanen. Lene kigger en gang og blinker derefter kraftigt med øjnene, men Julemanden bliver ved med at være der. Hun har svært ved at tro på det, som hun ser. Men så er det som om, at hendes hjerne accepterer, at der altså er mere mellem himmel og jord, end hun ved af. En af disse ting er Julemanden, og mon ikke hun dybt i sit hjerte altid gerne har villet tro på ham.

 

”Goddag Lene”, siger Julemanden med sin dybe stemme. ”Du ser lidt forundret ud, men bare rolig det blik har jeg set før, når mennesker møder mig for første gang.”

 

”Jamen, det er bare, jeg mener, det er svært, åh jeg ved ikke, hvad jeg skal sige” fremstammer Lene.

 

Julemanden griner højt med sit Ho Ho Ho, medens han finder gaver frem af sækken til dem alle, også til Lene.

 

”Nis, her er et brev til dig fra fætter Julle,” siger Julemanden, ”og nu må jeg videre. Som I ved, så har jeg mange julegaver, der skal ud i nat.”

 

Med endnu et Ho Ho Ho flyver Julemanden videre med sine rensdyr.

 

”Hvad står der i brevet?” spørger Trunte.

 

Nis er blevet færdig med at læse brevet. Han kigger på Trunte og børnene. ”Fætter Julle er kommet med et godt tilbud til mig. Hvis vi siger ja, kommer det til at betyde en meget stor og spændende forandring i vores liv.”

 

Trunte kigger hurtigt brevet igennem. ”Ja, det kan jeg godt se. Det må vi vist hellere tale nærmere om, når vi kommer hjem, så vi i ro og mag kan bestemme os for, om vi vil sige ja til det tilbud.”

 

Lige over deres hoveder vender kanen med Julemanden tilbage. Han griner, medens han råber:

 

Glædelig jul til jer alle”

 

(P.S.: Næste år vil det være den tiende og sidste novelle om nisserne i Rebild Bakker. Her vil du få afslutningen på nissernes liv i Rebild Bakker, som det er i dag.)

 

 

Tilbage til historier