Jul hos Nisserne

Møde med mennesket

Af Lene Luther

 

Dybt inde i skoven i Rebild Bakker står der en gammel eg. Under jorden har egen store rødder, og nede blandt disse rødder ligger der et lille hjem for en nissefamilie, der meget passende hedder Nissen til efternavn.

 

Nissefaderen hedder Nis og nissemoderen Juliane. De har to mindre nissebørn, der hedder Lys og Julius – de er tvillinger og kun er 30 år gamle, og det er jo meget ungt, når man er en nisse. Nisser er jo først voksne, når de er omkring 90 år gamle.

Nis og Juliane har været gift i 35 år. Da de fandt den gamle eg, hvor de ønskede at bo, fik de et par gode venner, hr. og fru Muldvarp, til at bore gange og lave hulrum i jorden. Herefter blev der, med andre venners hjælp, bygget et underjordisk hus, hvor Nis og Juliane har boet lige siden.

 

Hjemmet består af et stort rum, hvor der både er køkken, stue og to alkover med sovepladser. Et til Nis og Juliane, og et til tvillingerne. Herudover er der selvfølgelig også et stort badeværelse og et forrådskammer. Der er også et lille gæsteværelse og værksted til Nis, hvor han kan bruge rigtig meget tid. Nis har selv bygget alle møblerne, og Juliane syr alt tøj og linned.

 

Nu sidder de alle fire omkring morgenbordet, og der er kun to dage til juleaften.

 

”Hvor er det nu, vi skal holde jul i år?” spørger Julius.

 

”Vi skal til en by, der hedder Aalborg, hvor Thor bor. Kan I huske for to år siden, da vores venner fra København holdt jul hos os, og den ene dag stod I på skøjter? Der mødte vi Thor, som bor i Aalborg. Han bor faktisk hos et menneske. Det er hos en kvinde, der hedder Lene. Hun har altid været glad for os nisser, og hun skriver faktisk historier om nisser. Thor inviterede os til at holde jul hos ham, så vi kan møde dette menneske” fortæller Juliane.

 

”Næ, sådan et rigtigt menneske” siger Lys. ”Sådan et har jeg aldrig mødt før. De er jo temmelig store, er de ikke lidt farlige?”

 

”Nej, overhovedet ikke” svarer Juliane. ”Trolde er også store, men dem er du jo ikke bange for. Thor siger, at Lene er et flinkt menneske, og hun har givet ham flere af de ting, som han har i sit hjem. Desuden holder de to næsten altid jul sammen. Faktisk er nisser altid velkomne hos Lene, og som I ved fik jeg et brev fra Thor for nogle måneder siden. Han fortalte i brevet, at der nu var flyttet en ny nisse ind hos Lene. Han hedder Pyrus, og han er blevet rigtig gode venner med Thor.”

 

”Hvornår skal vi egentlig af sted?” spørger Nis.

 

”Lene og Thor kommer og henter os i en bil om morgenen den 24. december. Lys og Julius, I ved nok, at en bil er sådan en ting, der kører rundt på vejene. I så en masse af dem, da vi besøgte København sidste år. Lene har lånt sådan en bil, da hun ikke selv har en, og så kommer de og henter os” svarer Juliane.

 

”Nej, hvor spændende. Skal vi så køre i sådan en? Det bliver sjovt,” siger Julius. ”Men kan de ikke være farlige? Jeg kan da huske, at de kørte meget, meget stærkt.”

 

”Hvis man kører pænt og ordentligt, er det ikke spor farligt” svarer Nis. ”Men der er jo altid nogle lømler, der ikke kan opføre sig ordentligt, når de kører bil.”

 

”Hvad spiser mennesker egentlig juleaften?” spørger Lys. ”Spiser de risengrød i massevis?”

 

”Det ved jeg faktisk ikke rigtigt” svarer Juliane.

 

Nis bryder ind. ”Jeg tror nok, at de spiser flæskesteg og andesteg.”

 

”Hvad er en flæskesteg?” spørger Lys.

 

”Det er et stykke kød fra en gris” svarer Nis. ”Og en andesteg – ja, I har jo mødt flere ænder. Dem slår mennesker ihjel, og så spiser de dem.”

 

”Det kan man da ikke” udbryder Julius. ”De er jo vores venner. Mennesker må da være nogle underlige skabninger, hvis de spiser dyr.”

 

”Til gengæld spiser de gerne risalamande til dessert. Kan I huske risalamande? Det fik I sidste år, da vi holdt jul i rådhustårnet i København” spørger Juliane.

 

”Skal vi have risalamande?” nærmest råber Lys og Julius i kor. Lys fortsætter ”så kan mennesker da alligevel ikke være så underlige.”

 

To dage efter er hele den lille nissefamilie klar til at blive hentet. Deres hus ligger dog sådan, at man ikke bare lige kan køre dertil i en bil. Så Lene har parkeret bilen, og er gået hen til det gamle træ, medens hun bærer på en kurv. På kurven sidder Thor, og han viser vej til den gamle eg.

 

”Det er det træ, som du kan se derhenne” siger Thor, medens han peger mod et gammelt træ.

 

Da Lene er nået derhen, springer Thor ned fra kurven og løber hen døren, hvor han banker på. Det varer ikke længe, så kan han høre, at nisserne er på vej. Da de kommer ud, står Lys og Julius og stirrer på Lene.

 

”Hvor er hun dog stor” siger Julius. ”Kan hun mon forstå, hvad det er, vi siger.”

 

”Det kan jeg sagtens” siger Lene. ”Er I klar til en tur til Aalborg? Jeg har taget en kurv med, som I kan sidde i, så går det lidt hurtigere og nemmere med at komme hen til bilen.”

 

Alle nisserne, også Thor, kravler ned i kurven med deres ting. Lene har lagt et lille blødt tæppe, så de kan sidde mageligt. Hun har også skåret nogle små huller i kurven, så de kan kigge ud. Hun passer selvfølgelig på ikke at svinge for meget med kurven. De små nisser skulle jo nødigt blive søsyge.

 

Da de når frem til bilen, bliver nisserne meget overvældet. ”Hvordan kan den dog trille af sted, når der ikke er nogen heste eller rensdyr spændt foran?” spørger Julius.

 

”Den kører på noget flydende væske, som vi kalder benzin. Faktisk kan den køre ret så langt, så længe man fylder benzin på den” svarer Lene.

 

Lene spænder kurven fast i sikkerhedsselen på forsædet. ”Jeg spænder kurven fast, så den ikke pludselig vælter, hvis jeg skal lave en opbremsning.”

 

Da nøglen bliver drejet, begynder bilens motor at arbejde, og da bilen begynder at køre, bliver begge nissebørn lidt urolige, men de stoler på, at der ikke vil ske dem noget.

 

Det tager kun en lille halv time, så er de fremme i Skalborg ved Aalborg, hvor Lene har sin lejlighed. Hun bærer kurven op på første sal, og så kommer nisserne ind i et rigtigt juleland.

 

”Velkommen til mit hjem” siger Lene. ”Thor du kan vel vise familien, hvor de skal bo.”

 

”Ja, det er denne vej” siger Thor. ”Se lige hvem der kommer der. Det er Pyrus, som også er flyttet herind.”

 

”Hej” hilser Pyrus. ”Det er rart at møde jer, og jeg er sikker på, at vi nok skal få en rigtig hyggelig jul sammen. Jeg ved i øvrigt, at Lene har planlagt en helt speciel oplevelse til os om lidt.”

 

”Det er rigtigt” svarer Lene ”men indret jer nu lige inde hos Thor, og så skal jeg fortælle jer om det.”

 

”Nej” næsten råber Lys i begejstring, ”prøv lige at se der. Der er et kæmpe juletræ, der er pyntet, og der er lys på.”

 

”Ja” råber Julius ”og der er både store og små pakker under træet.”

 

Alle nisserne går forbi juletræet og hen til væggen, hvor der er en dør. Den fører ind i væggen, hvor der er et stort hulrum, hvor Thor bor. De skal dog lige kravle op ad en lille stige.

 

Thor viser stolt sit hjem frem. ”Flere af møblerne har jeg fået af Lene. Man kan nemlig købe sådan nogle små møbler til noget, de kalder dukkehuse. Det er især små piger, der leger med disse dukkehuse.”

 

”Jeg havde tænkt mig, at I alle fire skal sove herinde” siger Thor. ”Der er ikke så meget plads, men som I kan se, har jeg lagt nogle madrasser på gulvet, så I kommer til at ligge godt. Der er også dyner og puder til jer.”

 

”Det ser helt fint ud” siger Juliane ”og tusind tak for din gæstfrihed. Du bor dejligt, og det gør Lene i øvrigt også.”

 

”Skal vi gå ud og se, hvad det er, som Lene har i tankerne?” spørger Thor.

 

Da de kommer ud i stuen, står Lene allerede parat med kurven. ”Se her”, siger hun, ”hvis I kravler op i kurven igen, så kører vi en tur. Jeg har tænkt mig, at vi skal besøge zoologisk have. Jeg har nemlig hørt, at I kan tale med dyr, så derfor tænkte jeg, at I måske havde lyst til at møde en masse vilde dyr.”

 

”Vilde dyr” spørger Julius, ”hvad er vilde dyr?”

 

”Vi mennesker har mange dyr, som er tamme og lever i fangenskab. Der er dog også mange dyr i naturen, som vi kalder vilde dyr. Disse dyr i zoologisk have er vilde dyr som isbjørne, løver, tigre, elefanter og den slags. Ved I, hvad det er for nogle dyr?”

 

”Jeg ved godt, hvad en isbjørn er” svarer Lys. ”Vi mødte for nogle år siden en isbjørn, da vi var i Grønland og holde jul hos fætter Julle. Han hed Plys, og han var rigtig sød. Der mødte vi i øvrigt også julemanden. Vi så hans værksted, og vi hilste på nisserne, der laver alt legetøjet til børn i hele verdenen.”

 

”Isbjørnene i vores zoologiske have er nok ikke så venlige, som ham Plys. Vi mennesker kan jo ikke tale med dyrene, som I kan, så vi ved faktisk slet ikke, hvad de tænker. Det er lidt synd, for jeg er sikker på, at vi kan lære utrolig meget af dem. Men lad os nu tage derop, så kan I selv møde dem” siger Lene.

 

Efter en kort køretur går Lene ind i zoologisk have med sin kurv. Alle nisser sidder og kigger ud gennem de små huller, og da de kommer hen til det indelukke, hvor isbjørnene er, gør de store øjne. Her kan man nemlig se isbjørnene både over og under vandet.

 

”Kan I se dem” spørger Lene lige så stille. Hvis hun taler så højt, at andre mennesker kan høre hende, tror de måske, at hun er tosset, når hun taler med en kurv. Men det er der såmænd nok allerede nogen, der tror, da hun er sådan en rigtig juletosse, der elsker alt, hvad der har med jul og nisser at gøre.

 

”Kan vi komme hen til dem, hvor der ikke er en glasvæg” spørger Juliane, ”så kan vi måske tale lidt med dem.”

 

”Det kan vi godt” svarer Lene. ”Jeg går lige et andet sted hen, så kan jeg løfte kurven op, så I kan tale med dem.”

 

Ganske rigtigt. Da de fortsætter rundt, går Lene op af en lille trappe, og så kan hun se en isbjørn. Hun holder kurven op, og Juliane kan derfor tale med hende.

 

”Hej fru Isbjørn, kan du høre mig?”

 

”Ja, det kan jeg da. Jeg har jo en superhørelse, men hvor er du” spørger isbjørnen.

 

”Vi sidder heroppe i kurven. Hvis du kigger godt efter, kan du se nogle huller, og nu stikker jeg min hånd ud, og så vinker jeg til dig.”

 

Isbjørnen får øje på den lille hånd, og så sætter hun i et stort smil. ”Nå, der er I. Hvem er I?” spørger isbjørnen.

 

”Vi er nissefamilien Nissen fra Rebild Bakker. Vi besøger mennesket Lene, der står og holder kurven” siger Juliane. ”Hvad hedder du?”

 

”Jeg hedder Malik, og jeg er født i fangenskab. Så jeg har altid boet i sådan et indelukke, som dette.”

 

”Er det ikke trist” spørger Nis. ”Du kan jo ikke gå så langt, og isbjørne er jo vant til at vandre langt.”

 

”Nej, det er rigtigt. Det er lidt kedeligt, men vi har en god dyrepasser, der hedder Frank, og han er god til at finde på nogle ting, som kan beskæftige os.”

 

”Det var hyggeligt at møde dig Malik” siger Juliane. ”Jeg håber, at du får en god juleaften.”

 

Lene går videre for at se til løverne og tigerne. Sådan nogle dyr har nisserne jo aldrig set før. Hun er spændt på, om de også kan tale med disse dyr.

 

”Prøv at se på disse smukke dyr” hvisker Lene til nisserne. ”Det er store kattedyr. De stribede hedder tigre og de andre er løver. Der er ikke nogen mennesker i nærheden, så hvis I har lyst, så prøv at tale med dem. Måske kan I også forstå deres sprog.”

 

Nis begynder at tale med den store hanløve, og det viser sig, at de faktisk nemt kan forstå hinanden.

 

”Hvad hedder du?” spørger Nis.

 

”Jeg bliver kaldt for Aakash” svarer løven.

 

”Havde du et andet navn, da du boede i naturen?” spørger Nis.

 

”Jeg har aldrig nogen sinde boet i naturen, da jeg er født i fangenskab” svarer Aakash. ”Faktisk er alle dyr her i haven vist nok født i fangenskab. Så vi kender kun denne lille verden.”

 

”Er det ikke trist?” spørger Nis.

 

”Jo måske, men det vil nok have været endnu mere trist, hvis vi var blevet født i naturen, og så var blevet fanget og anbragt her i disse bure. Så havde vi jo kendt til friheden. Nu ved vi jo ikke, at livet faktisk kan være meget anderledes” fortæller Aakash. ”Desuden har vi hørt, at mange forskellige dyrearter er ved at uddø på grund af menneskers jagt på os. Dels bruger de vores skind og dels skal de bruge de områder, som vi bor i.”

 

De fortsætter deres vandring rundt i haven, og nisserne møder mange forskellige dyr. Langt de fleste dyr har nisserne aldrig set før. Nissebørnene er især fascineret af elefanterne og girafferne. Aldrig har de set så store dyr før.

 

”Hvorfor har elefanter den lange snabel? Hvorfor har girafferne den lange hals, og kan de mon få halsbetændelse?” Ak ja, nissebørnene har mange spørgsmål, som ikke lige er så nemme at svare på.

 

Da de forlader zoo, snakker nisserne meget om de vilde dyr, som de har mødt.

 

”Hvor er det synd, at de sådan skal være spærret inde i bure” siger Juliane.

 

”Ja, jeg kan kun give dig ret” siger Thor. ”Jeg vil også foretrække at møde dem i naturen, men vi må huske på, at alle disse dyr aldrig har kendt til noget andet liv. Det er sørgeligt men sandt. Det eneste plus er vel, at de ikke selv skal fange deres mad.”

 

Vel hjemme i lejligheden igen løfter Lene dem alle op på sofabordet. Her har hun sat nogle møbler, borde og stole, i deres størrelse. De kigger alle rundt i stuen.

 

”Hvor har du dog meget pynt” siger Lys til Lene. ”Det må tage dig meget lang tid at pynte op.”

 

”Jo såmænd”, svarer Lene, ”men jeg hygger mig jo med det. Jeg sætter noget julemusik på mit musikanlæg, og så går det hele som en leg.”

 

”Hvad er et musikanlæg?” spørger Julius.

 

Lene løfter Julius over på en hylde i reolen.

 

”Du kan se den her hvide boks. I den er der en åbning, og heri sætter jeg sådan en skive, som vi kalder en Cd. Prøv at høre hvad der så sker” siger Lene.

 

Lene sætter en Cd i anlægget, som bliver nærmest slugt. Få sekunder efter lyder der den dejligste julesang i højtalerne.

 

Julius klapper i sine hænder. ”Nej, hvor smart. Kan den spille, hvad som helst.”

 

”Ja, men kun hvis man har sangene på sådan en Cd” svarer Lene. ”Men nu slukker vi anlægget igen. Der kommer nemlig lige straks noget i fjernsynet, som vi skal se.”

 

Julius bliver løftet tilbage til sofabordet.

 

”Hvad er et fjernsyn?” spørger Lys.

 

”Prøv at kigge hen for enden af sofabordet” siger Lene. ”Der står en stor skærm. Det kaldes et fjernsyn, og i den kan man se film og meget andet. Det er dog sådan, at hvert år den 24. december bliver der vist Disneys Juleshow, og det ser jeg altid.”

 

Fjernsynet bliver tændt, og især Lys og Julius bliver forbavset over det, som de ser.

 

”Nu skal I endelig bare spise af de godter, som står på bordet” siger Lene, ”jeg har skåret det hele i mindre stykker, så det passer mere på jer. Der er også saftevand i den lille kande, og jeg skal nok skænke op for jer, da den jo nok er lidt tung for jer.”

 

”Er det magi, altså den der skærm?” spørger Julius.

 

”Nej” svarer Lene. ”Det er helt normalt, og faktisk har så godt som alle hjem sådan et fjernsyn. Når man skal slappe rigtigt af, er det rart at kunne sætte sig ned og se en god film. Men nu begynder Disneys Juleshow. Jeg er sikker på, at I vil finde det underholdende.”

 

Familie Nissen morer sig rigtig højlydt over det, som de ser. Thor og Pyrus er dog vant til sådan et fjernsyn, så de tænker ikke så meget over det. Men især Lys og Julius er overbevist om, at der er noget magisk over sådan en skærm.

 

Da Askepot kommer frem på skærmen med alle fuglene og musene, griner Julius højt. ”Hvor fjollet, fuglene og musene har tøj på” siger han.

 

”Ja, det er fordi, at det er tegnefilm. I tegnefilm kan alt jo lade sig gøre” siger Lene. ”I virkeligheden har de jo ikke tøj på. Men det ved i jo allerede, eftersom I har flere venner på blandt fugle og mus.”

 

Da juleshowet er færdigt, bliver fjernsynet slukket igen. Lene sætter en Cd på, så de kan lytte til julemusik.

 

”Nu vil jeg gå i køkkenet og lave mad,” siger Lene. ”I er velkomne til at gå med i køkkenet, men I kan også gå rundt og kigge på det hele. Vi skal spise om en times tid.”

 

Thor, Pyrus, Nis og børnene bliver løftet ned på gulvet, og de går rundt og kigger på det hele. Der står nisser alle vegne, og de er endda meget større end de fem. Faktisk er den højeste julemand 90 cm høj, så han virker virkelig meget høj.

 

Julius går hen under juletræet og kigger igen på alle pakkerne. ”Tror du, at nogle af pakkerne er til os” spørger Julius sin far.

 

Inden Nis når at svare, siger Pyrus. ”Jeg ved, at nogle af pakkerne er til jer, så I har noget at glæde jer til.”

 

”Jeg vil meget gerne med ud i dit køkken og se, hvad du laver,” siger Juliane. Hun er jo meget interesseret i at se, hvad slags mad der er. Gode ideer kan hun jo altid bruge.

 

Lene løfter Juliane og går ud i køkkenet, hvor hun sætter hendes på køkkenbordet.

 

”Hvad plejer du at spise juleaften?” spørger Juliane.

 

”Jeg er vant til at spise and juleaften, og det ved jeg godt, at I ikke spiser”, siger Lene. ”Til gengæld vil der også være brune kartofler og rødkålssalat. Og så skal vi selvfølgelig have risalamande til dessert. Det hører jo julen til. Jeg har også købt et par nisseøl, da Thor har fortalt mig, at I gerne vil have sådan et glas.”

 

”Hvad er brune kartofler for noget?” spørger Juliane. ”Er det en bestemt kartoffel?”

 

”Nej,” svarer Lene. ”Det er kartofler, der faktisk bliver stegt i sukker og smør. Det gør, at de nærmest får sådan noget karamel på overfladen. Tro mig, det smager rigtig godt.”

 

”Jeg må hellere se godt efter, hvordan du laver dem. Det kan jo være, at jeg kan lave dem hjemme hos os selv?” siger Juliane.

 

Dagen før stegte Lene anden, så den skal bare lige i ovnen for at blive varmet godt igennem. Anden blev selvfølgelig stegt med både æbler og svesker, og det skal også lige varmes.

 

Lene tager både rødkål, bladselleri og appelsiner ud af køleskabet. Både rødkål og bladselleri bliver snittet fint, og det bliver lagt i en skål. Der bliver drysset godt med tranebær i skålen. Appelsinen bliver først skåret i fileter og bagefter i mindre stykker. Stykkerne bliver ligeledes blandet i skålen, og der bliver hældt lidt friskpresset appelsinsaft henover. Det hele sluttes af med at der bliver drysset valnøddestykker henover.

 

”Så er salaten færdig” siger Lene. ”Nu skal sovsen bare varmes og kartoflerne brunes.”

 

Juliane ser til med stor interesse, da de brune kartofler bliver lavet. Sådan nogle har hun jo aldrig set før.

 

”Hvis du er interesseret, kan du få nogle kartofler, sukker og smør med hjem, så du selv kan lave dem” siger Lene. ”Du skal bare lige huske at koge kartoflerne først.”

 

Snart efter sidder de alle omkring spisebordet. Det vil nu sige, at Lene sidder ved spisebordet, og nisserne sidder på spisebordet på små stole omkring et lille spisebord.

 

”Nu skal jeg skænke jer lidt nisseøl” siger Lene. ”Jeg håber, at I kan lide den. Den er selvfølgelig ikke hjemmelavet men købt hos købmanden.”

 

Nis, der jo selv laver nisseøl, smager på den. ”Den smager faktisk udmærket. Den er dejlig sød, som sådan en skal være.”

 

”Jeg har faktisk selv prøvet at lave nisseøl” siger Thor. ”Men det er faktisk meget nemmere at sige til Lene, at hun lige skal købe en flaske, når hun alligevel er ude og handle.”

 

”Inden vi spiser, skal vi så ikke lige skåle?” siger Lene og griber om glasset. ”Det var rigtig hyggeligt, at I ville komme og se, hvordan jeg fejrer juleaften.”

 

De skåler alle, og Juliane siger ”Det var dejligt, at du ville se os. Du må huske på, at vi jo ikke kender nogle mennesker, så det er dejligt at møde en som dig. Lys og Julius var ganske vist lidt nervøse for at møde et menneske, men jeg kan se på dem, at de bestemt ikke længere er utrygge ved et menneske.”

 

Nisserne øser rødkålssalat, lidt svesker og æbler, kartofler (det hele er selvfølgelig skåret ud i nissestørrelse) og sovs op på deres små tallerkener. Juliane er lidt spændt på at se, hvordan især Lys og Julius reagerer på kartoflerne. De har jo aldrig før smagt kartofler på den måde. Ja, det har Juliane og Nis heller ikke.

 

Da Lys og Julius tager en bid ser de helt salige ud. ”Det er altså et magisk hjem her hos Lene,” siger Julius. ”Selv kartoflerne smager helt anderledes.”

 

”Bare rolig” siger Lene. ”Jeg har vist jeres mor, hvordan hun skal lave dem, så mon ikke I får sådan nogle igen. Jeg har i hvert fald lovet hende, at hun kan få kartofler, sukker og smør med hjem. Det er jo nemt at have med i bilen, når jeg kører jer hjem i morgen.”

 

”Det håber jeg da” siger Lys. ”De smager dejligt sødt ligesom nisseøllet.”

 

Da de er færdige med at spise, bærer Lene det hele ud i køkkenet igen. Hun tager en lille skål og en større skål til hende selv med ind i stuen.

 

”Jeg har desværre ikke skåle til jer” siger Lene. ”Men jeg fandt en lille skål, som jeg tænkte, at I kan spise af. Jeg skal bare lige varme kirsebærsovsen, så kommer jeg med desserten.”

 

Lene går tilbage til køkkenet, varmer sovsen og så bærer hun sovsen og risalamanden ind i stuen. Hun øser lidt risalamande op i skålen og bagefter hælder hun lidt kirsebærsovs ud over det. For at gøre det lidt lettere for nisserne, har Lene pureret kirsebærsovsen, således, at der ikke længere er hele bær i.

 

”Værsgo”, siger Lene. ”Jeg håber, at det må smage jer.”

 

Snart efter hører man kun Lys og Julius, når de siger uhm hver gang de tager en bid. Der er vist ingen tvivl, at de godt kan lide risalamanden.

 

”Hvad er det for nogle nødder, du har puttet i?” spørger Juliane.

 

”Det er mandler. De hører til i risalamande” siger Lene. ”Faktisk plejer man at putte stykker af mandler i det, og så putter man også en hel mandel i. Den, der så får den hele mandel, får mandelgaven. Men da det jo er lidt svært på grund af jeres størrelse, har jeg valgt at droppe den hele mandel.”

 

”Det smager rigtig godt” siger Nis. ”Vi er faktisk vant til bare at få risengrød, så dette er en dejlig forandring. Sidste år, da vi holdt jul i København, smagte vi risalamande for første gang.”

 

”Jeg skal sørge for, at I også får nogle mandler med hjem. I kan jo altid skære dem i stykker, når I skal bruge dem” siger Lene.

 

Da de alle er mætte og færdige med at spise, bærer Lene det hele ud i køkkenet.

 

”Jeg snupper lige opvasken, inden vi skal synge julesange og have gaver” siger Lene, da hun henter det sidste fra spisebordet.

 

”Er der noget, som vi kan gøre?” siger Juliane.

 

”Nej, opvasken klarer jeg selv som en mis” svarer Lene. ”Jeg hører til den type, der ikke kan fordrage, at der står opvask. Jeg kan først slappe rigtigt af, når den er ordnet.”

 

”Hvad mener du med som en mis?” spørger Julius. ”Du har da ikke nogen katte, har du?”

 

”Nej” svarer Lene, ”det har jeg ikke, men det er bare sådan noget man siger. Faktisk ved jeg ikke hvorfor, men jeg gætter på, at det er fordi, at katte kan være meget hurtige. Vi siger jo også, snu som en ræv, klog som en ugle, doven hund og flere andre ting. På en eller anden måde bliver dyr altid blandet ind i det. Som sagt, så ved jeg ikke hvorfor.”

 

Lene sætter alle nisserne ned på gulvet, så kan de gå rundt og se på det, som de stadig ikke har set.

 

Da opvasken er væk og bordet tørret godt af, går Lene ind i stuen igen.

 

Lys, der helt betaget har kigget på mange af de store nisser, siger: ”Har du selv lavet alle de nisser?”

 

”Nej” svarer Lene, ”men jeg har lavet rigtig mange af dem. De kartonnisser og uroer, der hænger rundt omkring, har jeg også selv lavet. Hvilken slags julepynt laver I?”

 

”Vi har fået noget farvet papir af vores troldevenner Trunte og Trampe. Det laver vi hjerter og andre ting af” svarer Lys. ”Vi laver dog også pynt af ting, som vi finder i skoven.”

 

”Hvis I er interesseret, kan jeg lave en lille pakke med forskelligt karton, papir og julepapir. Så kan I se, hvad I kan lave af det til næste år” siger Lene. ”Nu skal jeg vist snart skrive ned, hvad I skal have med hjem, for ellers risikerer jeg at glemme noget af det. Senere kan I jo bare sende besked med en af mågerne, hvis der er noget, som I gerne vil have. Så kan jeg altid komme forbi jeres hjem med det. Jeg kan ganske vist ikke forstå, hvad måger siger, men det kan Thor og Pyrus.”

 

Lene tænder en masse stearinlys, slukker for musikanlægget, og snart efter sidder nisserne i deres møbler på sofabordet og Lene sidder i sin lænestol. ”Hvad plejer I at synge?” spørger hun, men hun fortsætter ”I kan jo synge et par af jeres sange, og så kan jeg synge et par af de mest kendte danske julesange. Jeg synger ikke med den flotteste stemme, men som vi siger, hver fugl synger med sit næb. Ja, her blev et dyr igen blandet ind i en sætning.”

 

Nisserne synger flere af deres julesange, og Lene lytter med stor interesse. Det at få lov til at høre ægte nisser synge, er nok ikke mange mennesker forundt.

 

Da de er færdige, fortæller Nis ”For nogle år siden holdt vi jul hos vores gode venner troldene Trunte og Trampe. De lærte os faktisk en julesang, som de selv havde lært af et menneske. Den hedder Højt for træets grønne top. Kender du den?”

 

”Ja” svarer Lene, ”så lad os synge den sammen.”

 

Da de senere er færdige med at synge, er det tid til at pakke gaverne op. Lene har strikket flere forskellige stykker tøj til alle nisserne.

 

”Thor har givet mig jeres størrelser, så jeg håber virkelig, at det hele passer” siger Lene.

 

”Det ser da ud til, at det hele passer, og sikken nogle flotte farver, du har strikket i” siger Juliane. ”Spinder du selv garnet og farver det?”

 

”Nej” svarer Lene ”det er nemmere at købe det i forretninger. Så er det nemlig klar til brug, når man kommer hjem med det.”

 

Nisserne har også gaver med, og Lene får nogle pæne figurer, som Nis har skåret. Det er selvfølgelig nissefigurer. De er malet i pæne naturfarver, og det er Juliane og børnene, der har malet dem.

 

”Tusind tak. De er rigtig flotte”, siger Lene, medens hun stolt sætter dem på hylden. ”Dem vil jeg virkelig værdsætte og nyde at sætte frem hver eneste jul.”

 

Lene sætter atter julemusik på anlægget, og de sidder alle og slapper af, medens de spiser lidt julegodter.

 

”Tusind tak fordi du ville se os” siger Juliane. ”Desværre kan vi jo ikke gøre gengæld, da du ikke kan være i vores hus.”

 

”Nej”, det er rigtigt, at Lene er for stor til vores hus” siger Nis. ”Men der er der en anden mulighed. Hvad siger I Lys og Julius. Tror I, at Lene vil synes, at det kunne være morsomt at holde jul hos Trunte og Trampe sammen med os.”

 

”Trunte og Trampe, er det jeres troldevenner?” spørger Lene.

 

”Ja” svarer Nis. ”De er de herligste trolde, så jeg er sikker på, at du vil kunne lide dem. Så hvad siger du? Har du lyst til at holde jul hos dem.”

 

”Meget gerne” siger Lene ”så ses vi jo igen.”

 

Nis kigger på Thor og Pyrus. ”Hvad med jer to. I kan vel ikke være alene her juleaften? Så vil I ikke også gerne holde jul i Troldehøj.”

 

Thor og Pyrus kigger på hinanden og nærmest råber: ”Jo, vi vil med.” Thor fortsætter ”og må jeg så slutte denne aften med at sige:

 

Glædelig jul til jer alle”

 

 

Tilbage til historier