Tommeliden hjælper julemanden

 

 

 

 

Forfatter: ukendt, trykt 1934

 

 

Når vi kommer hen i december måned, ved du nok, at alle mennesker har så travlt.

 

Men jeg tror bestemt, at der er ingen, som har så meget at udrette som Julemanden. Han må arbejde både dag og nat for at få afleveret sine pakker med julegaver til alle de artige børn hele verden over.

 

Han kører af sted i sin slæde trukket af rensdyr. De løber hurtigere end vinden, og de kan flyve gennem luften med hele slæden efter sig.

 

Julemanden selv er en rar, gammel mand i en tyk, rød kåbe med hvide skindkanter og et langt hvidt skæg. Han plejer at have en stor sæk på ryggen og en til i slæden – de er stopfulde af alt det dejlige legetøj, han forærer børnene.

 

Nu var det netop hen mod jul, og sneen dalede ned over land og by i store, hvide fnug.

 

”Det bliver rigtignok dejligt julevejr” sagde alle mennesker, men Tommeliden sagde:

 

”Det bliver forfærdelig koldt her i sneen.” Den stakkels lille fyr var nemlig ude på landevejen, hvor sneen kom fygende og lagde sig i store driver, som han næsten ikke kunne komme igennem.

 

”Hvad skal jeg gøre” sukkede Tom, ”jeg er så lille, og jeg kan ikke gå mere, hvis jeg bliver her midt i sneen, fryser jeg sikkert ihjel.”

 

Netop som han tænkte det, hørte han en lystig klingen af kaneklokker, og han prøvede at kigge hen ad vejen for at se, hvor lyden kom fra.

 

Men lige så pludselig som han hørte lyden, lige så pludselig hørte den op igen.

 

”Hvor er dog kanen?” tænkte Tommeliden og traskede tålmodigt gennem sneen hen i retning af det sted, hvor lyden før kom fra.

 

Og hans udholdenhed belønnedes. Snevejret var holdt op, og en stor, rund julemåne kiggede op over trætoppene. Den så en kane holde stille på vejen, foran kanen var der spændt to rensdyr, og en gammel mand i en tyk, rød kappe stod henne ved den ene side og så på mederne af slæden.

 

Månen så noget mere: den så en lillebitte, forfrossen pusling marchere gennem den tykke sne og råbe til julemanden:

 

”Halløj derhenne.”

 

”Hvem er det?” spurgte Julemanden og stirrede, ”hvad for noget, er det ikke en af mine små legetøjsnisser, som er faldet ud af sækken.”

 

”Nej, det er mig Tommeliden” sagde den lille fyr, ”jeg vil bede, om jeg ikke må få lov til at køre med?”

 

”Ih, se bare, jo det er virkelig rigtig nok! Det er Tommeliden selv” sagde Julemanden og løftede den lille dreng op i sin hånd. ”Men hvorledes er du dog kommet helt her ud?”

 

”Jeg er faret vild” sagde Tommeliden, ”og jeg fryser sådan.”

 

”Det kan jeg godt forstå” svarede Julemanden, ”men det værste er, at vi ikke kan køre hjem, for der er sket noget med slæden.”

 

Tommeliden blev helt forskrækket. ”Hvad vil alle børnene sige, når du ikke kommer og bringer julegaver?”

 

”Det er også det, jeg er mest ked af” sagde den rare Julemand. ”Men ser du, skruen, som holder den ene mede her på plads, du kan se det der, den er blevet borte, og nu kan vi ikke køre længere, for så går meden helt af.”

 

”Åh” udbrød Tommeliden, ”jeg tror nok, jeg ved, hvor den skrue er henne! Vent et øjeblik! Sæt mig ned igen her på jorden, så vil jeg prøve at finde den.”

 

Skønt Tommeliden både var forfrossen og træt, betænkte han sig ikke, men gav sig straks til at gå tilbage ad den vej, han var kommet. Et stykke henne fandt han det, han søgte – skruen til Julemandens slæde.

 

”Her er den” sagde Tommeliden og tog den på skulderen som et gevær. Den var rigtignok meget, meget tung for sådan en lille fyr som ham, men han var umådelig glad over, at han havde fundet den, for nu kunne Julemanden måske i en fart få gjort slæden i stand igen og komme hurtigt videre på sin rejse jorden rundt.

 

”Du er en knop” sagde Julemanden og tog skruen.

 

Men den gamle mand var blevet så kold om fingrene, fordi han havde taget sine tykke bælgvanter af, da han ville undersøge, hvad der var i vejen, at han ikke kunne få skruen ind i det lille hul.

 

”Lad mig prøve” sagde Tommeliden, ”jeg fryser ikke så meget – jeg er jo heller ikke så gammel som du, Julemand.”

 

”Nej, det skulle jeg tro” svarede den rare Julemand, ”jeg er over nitten hundrede år, det er vel nok en pæn alder.”

 

”Tænk, at du er så gammel. Og endda er du ganske frisk og rask Julemand. Men se nu engang, nu går det, pas bare på!

 

Og Tommeliden arbejdede med skruen, han fik den ind i hullet og drejede om med en skruetrækker fra en værktøjskasse, som Julemanden havde taget med til en lille dreng, som hed Hans. Det skulle være hans julegave.

 

”Du er en rigtig flink dreng” sagde Julemanden glad, da endelig arbejdet lykkedes, og skruen sad fast. ”Nu kan vi køre, og det skal rigtignok gå i en fart, for ellers når jeg ikke rundt til alle de børn, som skal have julegave i år.”

 

”Så må jeg da nok køre med, og må jeg nok holde fast på tømmerne?” spurgte Tommeliden.

 

”Nu får vi se” svarede Julemanden og satte sig rigtig til rette. Tommeliden krøb ned i en af hans store lommer, der var så varmt og godt, og endda kunne den lille fyr kigge op over kanten og se ud.

 

Hejsa hvor det gik!

 

Rensdyrene sprag hurtigere end det allerhurtigste lyntog, og de susede gennem de store skove, hen over marker, tværs hen over byerne – for de kunne jo løbe gennem luften lige så godt som hen ad jorden – og de var usynlige for alle mennesker.

 

Hist og her standsede Julemanden, men lille Tom i lommen lagde ikke mærke til det, han var faldet i søvn og sov så trygt og godt – og der, hvor Julemanden gjorde holdt, kastede han sine pakker ned gennem skorstenen, og når juleaften kom, fandt børnene netop det, som de mest ønskede sig.

 

”Våg op, Tommeliden, nu er vi hjemme” sagde Julemanden, ”du kan komme ind hos mig og holde jul, vi venter mange gæster, både Rødhætte, Askepot og Prinsen, Katten med støvlerne og Mor Hulda, og Tommelise kommer der også, så du passer jo godt i selskabet.”

 

Da slæden endelig var tom, standsede rensdyrene foran Julemandens hus, langt, langt, borte, midt i den store, store skov.

 

Det blev den dejligste jul, som Tommeliden nogen sinde havde oplevet, han blev især gode venner med Tommelise, men de var alle sammen så rare mod ham, og han morede sig dejligt.

 

Ville du ikke også gerne have være med?

 

 

Tilbage til historier