Jan Bergerlind

 

 

Som jeg allerede har nævnt andet steds på min hjemmeside, kan jeg godt lide at komme til Gøteborg i december for at besøge julemarkeder, Liseberg og meget andet.

 

I december 2008 skulle vi besøge et julemarked ved siden af ”Saluhallerne” midt i hjertet af Gøteborg. Da vi træder ind i det store telt, får jeg straks øje på en bod, hvor der er masser af nisseplakater. Jeg ser overhovedet ikke andet og går direkte derover. Og jeg faldt pladask for alle billederne. Jeg blev dog enig med mig selv, at jeg, denne gang, skulle ”nøjes” med at købe fire plakater (så kunne jeg jo altid købe nogle flere ved en senere lejlighed), men hvor var det dog svært at vælge. De var jo alle sammen så smukke. Men det lykkedes dog, og jeg gik glad derfra.

 

Jeg kunne se, at jeg allerede havde flere af de udstillede postkort hjemme, som jeg altid har hængt på væggene i december som julepynt (faktisk hænger der alene 11 kort på fliserne i køkkenet i julen, og det viste sig, da jeg kom hjem, at de otte kort faktisk var fra denne kunstner). Jeg havde dog ikke før bidt mærke i navnet – Jan Bergerlind.

 

Jeg faldt lidt i snak med den mand, der stod i standen, og jeg roste billederne uden at vide, at det faktisk var kunstneren selv. Det fandt jeg dog ud af, og jeg fik ham da også til at signere et lille postkort samt et kort i A4 (det er det kort, du ser til venstre, hvor de to nisser sidder ved bålet). Dette kort i A4 har jeg sat i glas og ramme, og det hænger i min stue hele året rundt.

 

Noget af det jeg godt kunne lide ved Jan, var, at han ikke havde de store armbevægelser. Faktisk virkede han meget beskeden.

 

Jeg har været inde på hans hjemmeside, og her er, hvad der står om Jan. Jeg kan lige ved samme lejlighed nævne, at jeg ved fra ham selv, at han i ca. 20 år lavede illustrationer til noveller og føljetoner i de fleste, store ugeblade i Danmark, så mon ikke de fleste har set hans billeder.

 

”I foråret 1971, samtidig med at Jan gennemgik ”Famous Artist’s School”, blev hans første illustration publiceret i bladet ”Sjömannen”. Derefter fulgte flere kurser i keramik og maling efter levende modeller.

 

Den ene opgave gav den næste, og i 1975 arbejdede Jan som illustrator på fuldtid. De fleste opgaver kom fra ugeblade og bogforlag samt reklamebureauer. Hans opgaver her i Skandinavien og resten af Europa har under årenes løb været at illustrere følgetoner og noveller i ugeblade, male bogomslag, reklamebrochurer, plakater, tallerkener (samleobjekter), telefonkort, postkort, julekort m.m. Originalen males med pensel i olie og akryl på stof eller pap.

 

Efter at have været en af Skandinaviens mest brugte illustratorer blev behovet for at gøre noget mere ”personligt” stærkere og stærkere. Og som følge af dette tog Jan færre og færre opgaver ind og i 2004 startede han sit eget forlag.

 

Landskaber og gårde, hvor gårdnissen har sin egen plads, ligger Jan varmt om hjertet. Han vil med sine billeder gøre sit for at bevare den gamle svenske tradition, og flere af hans motiver er allerede i dag klassiske.”

 

Jeg håber meget, at jeg vil møde Jan igen ved et senere julemarked. Der er nemlig flere plakater og kort, som jeg gerne vil have. Og så er der jo også de smukke servietter, dækkeservietter, køleskabsmagneter, tændstikæsker og andre ting, som jeg egentlig også gerne vil have. Uha, det ender med at blive lidt dyrt, selvom Jan faktisk er meget rimelig med hans priser.

 

Som du kan se, er der vist nogle af de smukke billeder på denne side. De bliver vist med tilladelse fra Jan Bergerlind.

 

Hvis du vil se flere af hans smukke billeder, så besøg endelig hans hjemmeside og se det store udvalg. Hjemmesidens adresse er: www.bergerlind.se

 

Her til venstre på siden er et af Jans nyeste billeder (lavet i 2011). Tjek gerne hans hjemmeside for at se yderligere nye billeder. Der kommer jo gerne nye billeder til hvert eneste år.

 

 

Tilbage til forsiden