Julehygge 2018

 

Så blev det lørdag den 12. oktober, og det var tid til årets julehyggedag. Som alle andre år kom pigerne kl. 14.00, hvorefter den stod på at lave nisser m.m. på perleplader. Det er sjovt, for jeg har egentlig altid betragtet perler og perleplader som noget, der hører børn til. Men jeg kan vist godt tillade mig at sige, at alle gik op i det med liv og sjæl.

Det sjove i år var at vi fik et nyt medlem, således, at vi nu er otte i gruppe. Denne gang var Clara med. Clara er kun 14 år, men hun ville gerne prøve vores hyggedag, og mon ikke vi ser hende igen til næste år. Clara er datter af Tasja og barnebarn af Ann Marie, så nu har vi så tre generationer i gruppen.

Vi hørte som altid julemusik, og vi nød sodavand og forskellige julegodter og småkager. Et stort "must" er mine chokoladekugler. Det er en ældgammel opskrift, som min afdøde mor fik af sin farmor for mange, mange år siden. De består af smør, flormelis, havregryn, kakao og kaffefløde, så det er nogle kalorierige kugler.

Aftenens julefilm var ikke ligefrem en typisk julefilm. Ganske vist bliver filmen "Mary Poppins" altid vist i juledagene, og derfor havde jeg besluttet, at vi skulle se "Mary Poppins returns".

Når vi spiser risalamande, putter jeg altid en masse mandler i, og så går man ellers på mandeljagt. I år rendte Eva med mandelgaven.

Her er nogle billeder fra dagen.

 

 

Tilbage til Julehygge