Julekalender 14. december

 

 

Efter morgenmaden vil Nis gå på fældejagt. Nej, han skal ikke ud og sætte fælder op. Det kan han ikke få sig selv til. Men det er der desværre nogle mennesker, der kan. De hedder krybskytter, og disse grimme mennesker kan Nis ikke lide. De fælder, som de bruger, er nemlig nogen rigtig grimme nogen.

 

Nis går en times tid for at nå hen i et bestemt område. Han ved nemlig, hvor en af krybskytterne altid sætter en fælde, og den vil Nis nu finde. Han finder den også ret hurtig. Uha, hvor ser den grim ud, tænker Nis og fortsætter, det er da godt, at der ikke er nogle af skovens dyr, der er gået i den. En gang for flere år siden fandt han desværre for sent en fælde, hvor en grævling har gået i. Når sådan en fælde klapper sammen omkring et ben, kan man ikke komme fri, i hvert fald ikke uden at Nis hjælper. Da han fandt fælden, fandt han også et stump ben. Grævlingen havde for at slippe fri, bidt sit eget ben over. Nis ledte i flere nætter for at finde grævlingen, men måtte til sidst give op. Den havde nok gemt sig for at dø. Det er der nemlig flere dyrearter, der gør, når deres slutning nærmer sig. Men siden da har Nis svoret at ødelægge så mange fælder, som han overhovedet kan. Faktisk er den slags fælder jo ulovlige, så han gør jo alle os andre en stor tjeneste ved at ødelægge dem. Selvfølgelig kan krybskytterne ikke lide ham, men det er jo ligesom deres problem. Lige så længe de bruger de grimme fælder, vil Nis ødelægge dem, når han får en chance til det.

 

Nis finder en tyk gren og smider den hen på fælden, der klapper i med et brag. Men her stopper Nis ikke, han begynder nemlig at skille den ad i mange dele. Bagefter tager han de forskellige dele og graver dem ned. ”Nu kan krybskytterne jo så se, om de kan finde delene igen” siger Nis højt til sig selv.

 

”Hvad er den af? Går du og snakker med dig selv?” lyder en stemme lige bag ham.

 

Nis vender sig om med et sæt. ”Jamen, det er jo Mikkel”, udbryder Nis og går hen til ræven. ”Det er rart at se dig igen. Hvordan har du det?” spørger Nis.

 

”Jo tak, det går, det går. Alderen er begyndt at trykke lidt, så dette er nok min sidste vinter” siger Mikkel. ”Men nu har jeg jo haft et godt og langt liv, så jeg er ikke ked af at skulle herfra”.

 

”Det er jeg da ked af at høre. Skoven vil ikke rigtig være den samme uden dig” svarer Nis.

 

”Det var sødt sagt” fortsætter Mikkel. ”Jeg ser, at du igen har ødelagt en fælde. Ak ja, det er jo nogle grimme nogen. Jeg husker, da jeg kun var en unge. Min moder og mine to søskende var på opdagelse en dag, og lige pludselig stoppede min mor. Hun havde fået fært af et menneske. Da jeg begyndte at gå fremad, sprang min moder frem og skubbede mig væk. Hun tog en stor sten i munden og smed den ned på jorden. Og bang, der lukkede en fælde sig. Den måtte lige være blevet sat, siden den stadig lugtede noget så fælt af menneske. Jeg var i hvert fald glad for, at hun opdagede den, som du sikkert nok kan regne ud”.

 

”Uha ja, det kunne da være endt så grueligt galt” siger Nis.

 

”Nå, men jeg må hellere se at komme hjemad. Bentøjet er jo ikke længere så godt, så jeg bliver hurtig træt. Vil du hilse hjemme” slutter Mikkel og spankulerer videre.

 

Ja, jeg må vist også hellere se at vende hjemad, tænker Nis. Det er rigtig koldt nu, og Nis begynder at fryse lidt. Juliane ville lave suppe til aftensmad, og det varmer så dejligt, så han glæder sig til at komme hjem igen.

 

 

Tilbage til julekalender