Julekalender 21. december

 

 

”Nu må jeg vist hellere få startet med at lave lidt frokost til os” siger Juliane, medens hun kigger på sine svigerforældre. ”Jeg var slet ikke klar over, at tiden var rent så stærkt. I må alle være sultne nu”.

 

”Må jeg hjælpe dig mor” siger Lys, medens hun kigger næsten bedende på sin mor.

 

”Jamen, selvfølgelig må du det, og Julius, du kan dække bordet, medens Lys og jeg gør frokosten parat” siger Juliane, medens hun kigger smilende på Julius.

 

Juliane finder brød, syltetøj, ost og andet pålæg frem. Det hele bliver sat på bordet, som Julius nu har dækket så nydeligt. Hun laver en ny kande saft, som bliver sat midt på bordet.

 

”Nis, synes du ikke, at vi i denne dags dejlige anledning skal have et glas af din fortræffelige øl” siger Juliane, medens hun kigger spørgende på Nis.

 

”Jo, nu skal jeg gå ud i spisekammeret efter den. Du kan glæde dig far, for i år er den blevet meget bedre, end de foregående år. Jeg har nemlig tilsat et nyt krydderi, som jeg fandt på en af mine ture rundt i skoven” siger Nis.

 

”Så går vi til bords” siger Juliane til dem alle.

 

Snart efter er der ro i det lille hus, og den eneste lyd man kan høre, kommer af nisserne der spiser.

 

Da de er ved at være færdig med at spise, siger Nis. ”Har I hørt fra Vibe og Thomas? Vi fik et julekort fra dem forleden, og det lyder til, at de har det rigtig godt, selvom de selvfølgelig har mægtig travlt i denne tid. Det er jo et stort arbejde at få alle julegaverne til børnene færdige, så julemanden kan bringe dem ud juleaften”.

 

”Ja, vi fik også julekort fra dem forleden” siger Gunhild. ”Selvom de har et godt job hos julemanden og er meget glade for at være på Grønland, kan jeg alligevel ikke lade være med at ønske, at de boede noget tættere på. Jeg eller rettere vi ser dem jo alt, alt for sjældent. Men mon ikke de en dag vender hjem igen”.

 

”Når det nye år er kommet, planlægger vi at tage derop for at besøge dem. Men det er jo en meget lang tur, så vi vil nok være væk i flere måneder” siger Jules.

 

”Det lyder da rigtigt spændende, og jeg håber da, at det vil lykkedes for jer at komme derop” siger Juliane.

 

Lys sidder måbende og kigger på sin farfar. ”Vil det sige, at du også skal besøge julemanden?” siger hun med håb i stemmen. ”Så vil jeg lave en tegning, som du kan tage med og give ham”.

 

”Vil du så ikke være sød at fortælle ham, hvor søde og hjælpsomme vi altid er?” siger Julius ”så vi kan være sikre på at få julegaver igen til næste jul”.

 

”Jo, jo” griner Jules, medens han vender sig mod sin kone. ”Jeg tror, at vi snart skal tænke på at vende hjem igen. Det tager jo lidt tid at komme hjem til os selv igen”.

 

”Ja” siger Gunhild ”vi må nok hellere sige tak for i dag og rigtig glædelig jul til jer alle”.

 

Snart efter står den lille familie og vinker farvel til Jules og Gunhild, medens de stiger til vejrs på de to skovduer, som flyver Jules og Gunhild hjem igen.

 

”Hvor har det dog været dejligt med sådan et besøg” siger Nis, medens de alle går ind i huset igen.

 

 

Tilbage til julekalender