Julekalender 22. december

 

 

Da Julius og Lys er kommet i seng, siger Lys ”hvor længe er der egentlig til jul nu?”

 

”Jamen, nu er der jo ikke så længe til” siger Juliane. ”Faktisk skal I kun sove to gange til, så er det jul. Og i morgen kommer jeres mormor og morfar, og de skal jo blive her et par dage, så de kan holde jul sammen med os”.

 

”Mor, vil du ikke nok fortælle os en historie?” spørger Lys.

 

”Jo, så læg jer godt tilrette, så skal jeg fortælle en historie. Nu skal I bare høre”

 

Det var en aften for længe siden. Da kom en mand og en kvinde vandrende frem gennem mørket. De havde gået langt og var trætte, nu ville de sove, men de vidste ikke hvor. I alle gårde var lysene slukket. Der sov man allerede uden at bryde sig om dem, der vandrede på vejene. Mørkt og koldt var det den aften for længe siden. Ingen stjerner lyste på himlen.

 

Men ved vejen lå en lille stald. Manden lindede på døren og lyste ind med sin lygte. Måske var der dyr derinde? Hvor dyr sover er der varmt, og de to rejsende frøs og var trætte.

 

Jo, der var dyr i stalden. De sov allerede, men da de hørte nogen ved døren, vågnede de og så de to fremmede komme ind. Og de så kvinden stå der i lyset fra lygten. Men hvorfor hun kom til deres stald i aften, vidste de ikke.

 

Måske forstod de dog, at hun frøs og var sulten og træt. Måske forstod hesten det, da hun stak sine kolde fingre ind under dens manke og varmede dem der.

 

Måske forstod koen det, da kvinden malkede den og drak dens varme gode mælk.

 

Måske forstod fårene det også. For da kvinden havde lagt sig ned i halmen for at sove, flokkedes de om hende, så hun kunne have det varmt.

 

Så sænkede natten sig tyst over stalden og alle som var derinde. Men da natten var mørkest, hørtes gennem stilheden det første skrig fra et nyfødt barn. Og i samme stund brast alle nattens stjerner frem på himlen. En var større og klarere end de andre. Lige over stalden stod den og skinnede med det klareste lys.

 

Nu var nogle hyrder ude denne nat. De skulle hente får hjem, som var blevet ude på markerne, skønt vinteren var kommet. Og hyrderne så stjernen tændes over stalden. De så hele himlen stråle af lys.

 

Hvorfor står der en stjerne over vores stald? spurgte hyrderne hinanden. – Kom, lad os gå hen og se, hvad der er på færde. Ad snelagte stier skyndte de sig hjem med deres får og lam.

 

Og i stalden fandt de et nyfødt barn liggende i sin moders arme.

 

Stjernen lyser for barnets skyld, sagde hyrderne, - aldrig før er der født et barn i vores stald.

 

Men barnet måtte sove, og der fandtes hverken vugge eller seng. Der var kun en krybbe, og her lagde moderen sit barn. Hesten stod stille og så til. Måske forstod den, at barnet havde brug for dens krybbe til at sove i.

 

Sådan gik natten. Barnet sov i krybben, mens dyr og hyrder tavse stod og så til. Alt var stille.

 

Og over den gamle stald lyste julestjernen. For det var en julenat alt dette skete. En julenat for længe siden. Den allerførste.

 

”Og med denne historie siger jeg godnat og sov nu rigtig godt” smilede Juliane til sine børn.

 

”Godnat mor” sagde Julius og Lys i kor.

 

 

Tilbage til julekalender