Julekalender 7. december

 

 

Juliane har nu dækket bordet og hentet sukkeret og kanelet frem fra skabet. Nis elsker, når Juliane putter masser af begge dele på grøden. Og selvfølgelig skal der også være en stor smørklat. For hvad er risengrød dog uden.

 

Juliane har hentet grøden fra høkassen. Hun har nu sat den på komfuret for at varme den lidt op. Grød skal nemlig være dejlig varm. Ellers vil smørret jo ikke smelte.

 

Medens Juliane venter på Nis, går hun tilbage for at fortsætte med sit sytøj. Hun vil gerne have, at vesten til Nis snart er færdig. Den han går med, ser ikke længere særlig pæn ud. Den er blevet nusset, så han trænger virkelig til en ny.

 

Tvillingerne sidder stadig med deres legetøj, og Juliane kan se, at de er begyndt at se lidt trætte ud. Musse og Marvin har netop hentet deres barnebarn. Og nu varer det jo heller ikke så længe, før det er tvillingernes sengetid.

 

Juliane kan høre, at Nis nu er kommet hjem, og ganske rigtig i det næste sekund træder han ind af døren. Nis går med det samme og smilende hen til Juliane, hvor han gnider sin næse mod hendes. Ord er ganske overflødige, da de i visse situationer ved, hvad den anden tænker.

 

Nis har brænderygsækken fuld af brænde, og han giver den til Juliane, der tømmer den ned i baljen, hvor alt brændet ligger. Den står meget praktisk lige ved siden af komfuret.

 

Efter at have sagt goddag til tvillingerne, går Nis ud på badeværelset for at vaske sig lidt. Da han kommer tilbage, har Juliane allerede hentet hans nisseøl og sat grøden midt på spisebordet. ”Ih, hvor skal det smage” siger Nis, og sætter sig til bords. Tvillingerne sidder allerede i deres stole. Juliane øser grød op i fire skåle. Nis hælder øl op til ham og Juliane. Tvillingerne er stadig for små til at smage. De må nøjes med noget saftevand, som Juliane har lavet om sommeren af skovens bær. Nis’ tænder løber i vand, men han har jo også glædet sig hele dagen, så han griber sin ske med det samme. Grøden smager himmelsk. Det gør nisseøllet for resten også.

 

Medens de spiser fortæller Nis om nattens hændelser, og han glemmer ikke at fortælle Juliane om hr. Hare og hans store kærlighed, som han håber at finde igen.

 

Efter middagen er det tid for tvillingerne at blive lagt i seng. Juliane tager dem med ud på badeværelset for at vaske dem og give dem nattøj på. Medens hun gør det, rydder Nis af bordet og vasker op. Nis er nemlig ikke bange for at hjælpe med det huslige.

 

Juliane og Nis sætter sig i deres stole og nyder stilheden. Juliane sidder igen med sit sytøj, og Nis har fundet sin elskelige pibe frem. Han nyder at ryge et stop tobak om aftenen.

 

”I morgen tror jeg, at jeg vil aflægge gårdnissen hr. Juhl et visit. Det er ved at være alt for lang tid siden, at jeg sidst har set ham” siger Nis.

 

”God ide. Og så skal du lige have lidt af min syltetøj med til ham. Den er han jo så glad for” siger Juliane.

 

Efter lidt mere snak går de i seng, så de kan være friske til en ny dag.

 

 

Tilbage til julekalender