Mit hjem

 

Der er flere, der har spurgt til mit hjem og mine nisser. Derfor tog jeg i julen 2009 en masse billeder - de blev dog skiftet ud i 2015. Som du kan se af billederne, så har jeg nisser alle vegne.

 

Her er min lille entre. Til venstre for døren hænger et rødt silkebånd. Her hænger jeg altid de julekort, som jeg modtager. Det bliver gerne til 3-4 silkebånd i alt, der er fyldt med kort. Jeg håber aldrig, at julekort vil gå af mode, selvom mange i dag foretrækker computere og SMS.

 

Som du kan se, går jeg i seng med julemanden hver aften. Det er noget sengetøj, som min veninde Helle har skaffet fra England.

De næste par billeder er taget i mit badeværelse. Selv her har jeg mange nisser.

Når jeg sætter billeder eller kravlenisser på væggen, bruger jeg altid "elefantsnot" eller "tyggegummi" (det har mange navne). Det gode er, at det kan genbruges år efter år (jeg gemmer det i en lille plastikpose), og det efterlader ingen mærker på vægge, heller ikke selvom det er tapet.

Så kommer der lige et enkelt billede taget i mit køkken. I vinduet står min yndlingsstage. Jeg kalder den "svenskerstagen", idet man ser den i utrolig mange vinduer i Gøteborg i december måned. Jeg joker lidt med, at der står i lejekontrakterne i Gøteborg, at en lejebetingelse er, at man sætter sådan en stage i vinduet i julemåneden.

Så kommer der en masse billeder fra min stue. I år gjorde jeg noget, som jeg aldrig havde troet skulle komme over mig. Jeg købte nemlig et kunstigt juletræ. Jeg har længe været ked af, at jeg ikke kan have glæde af et juletræ hele december, uden at alle nålene ender på gulvet. Mit nye træ blev pyntet 1. søndag i advent, og det fik lov til at stå helt til 1. januar. Så skulle pynten bare fjernes, og træet puttes tilbage i kassen. Hvor nemt kan det dog være? Jeg er godt nok blevet omvendt med hensyn til kunstige juletræer.

På det sidste billede kan du se mit juletræ med lys juleaften. På træet hænger en masse forskellige små nisser, som jeg bl.a. har fået af mine mange pennevenner i udlandet. Der hænger også ting, som jeg bl.a. har købt i Gøteborg, Sverige, i Edinburgh, Skotland, i London, England og i Sydney, Australien. Og så hænger der nogle julekugler, som er fra før, jeg blev født. Så de er jo ikke, nå ja, af ny dato.

Derfor er der altid en masse minder forbundet med at pynte træet.

 

I december flyttede der en nisse ind i min lejlighed. Og han er faktisk så tilfreds med at være her, så han er blevet boende. På billedet kan du se, at han lige har vasket sit tøj.

 

Det skulle give dig et billede af, hvordan jeg pynter mit hjem til jul. Jeg pynter altid op den 20. november. Det vil nu sige, at jeg egentlig starter den 19. november, idet jeg fjerner alle trolde og andet pynt, ligesom jeg fjerner billeder fra væggene. Så bliver der tørret støv af alle vegne. Den 20. november er jeg så klar til at pynte op. Det tager lang tid, så derfor er jeg heller aldrig færdig før den 21. november.

 

Tilbage til forsiden